lørdag, oktober 28, 2006

Afslutningsfest

Må jeg præsentere 1. gæst: Flora.
Lang tid siden det blev strikket, men så manglede der en knap. De lagerføres nemlig ikke i den størrelse. Den blev købt under en hyggelig bytur i Nykøbing F. sammen med Malene. Derefter lå det bare i kurven, men da jeg så lige før læste om en afslutningsfest lige her, lokkede det hele pludselig lidt, så nu er der syet blomst på og knappen er syet i. Jeg må være lidt fatsvag for jeg forstod bare ikke hvordan Flora egentlig skulle samles, men nu har jeg syet blomsten fast på tørklædet - så er det godt nok ikke muligt at afmontere den, men sådan blev det bare !! Nu skal det bare lige skylles op en gang for kanterne ruller lidt. Måske hjælper det, måske gør det ikke - men projektet er færdigt og jeg er ikke i tvivl om, at det nok skal blive brugt. Camilla går rundt med det på inde i stuen :-)

2. gæst kan godt gøre sin entré.....

fredag, oktober 20, 2006

Lektier til alle

Må jeg præsentere Camilla og Alexanders Tip-oldeforældre:
Jens Daniel Sørensen og Ane Marie Jensen. Begge født i 1890'erne - begge døde i 1960'erne.



Camilla har fået lektier for i efterårsferien. Dvs. hele familien har fået noget at se til, for vi skal grave oplysninger frem for hendes aner tilbage til 3 x Tip-oldeforældre, hvis det er muligt.

På min fædrende side er der et kvikt hoved der for ca. 60 år siden lavede en slægsbog, så der er det bare at skrive af, ogs så skrive lidt til, men ellers er vi sat på lidt af en opgave! Oldeforældrene har vi så nogenlunde styr på - altså der hvor alt gik lovmæssigt til: Først blev de gift og så fik de børn! Der er lige et enkelt sted hvor filmen så knækker, og der kan vi ingenting få oplyst - der er ingen der ved noget. Det var tabu dengang og den tyske "Ordnung" blev brudt og det gør, at der nu så mange år efter ikke rigtig er nogen der ved noget - fordi det ikke var noget der blev talt om. Et andet sted i familien er de førskellige led blevet gift med hinanden, så der er også rod i "rækkerne". Det er noget af et net og lidt af en opgave, men det har været sjovt og Camilla går jo op i det med liv og sjæl. Veninde Frederikke, som kom på besøg her over middag, kunne ikke helt følge hendes begejstring da hun med store øjne fortalte løs om alt det vi har fundet ud af. Hun kiggede lidt undrende på os.....sådan er vi heldigvis så forskellige :-)

onsdag, oktober 18, 2006

Under ombygning...

Vi er ved at få flyttet carport - dvs. vi flytter jo ikke den gamle, men får sat en ny op nede ved vejen (så tæt på vi må for kommunen!), så heeeele vores lange indkørsel i løbet af efterår/vinter/forår bliver til en lille gårdhave - planerne er klar. Vi har siden vi flyttede ind, drømt om det, så nu glæder vi os bare til at se det færdige resultat.

Tømreren er i fuld sving, og lige nu er Michael ude for at skære lidt mere af vores troldhassel for at give plads til udhænget - det er IKKE noget der huer ham, og den flinke tømrer tilbød også selv at skære af, mens manden min gik ind - hvis nu det gjorde for "ondt" at skære mere i den. Haslen er fra 1978 - plantet samtidig med at huset blev bygget, så der bliver værnet om den. Men det er en nødvendighed, desværre!

I lørdags var vi til 2x30 års fødselsdag på Eriksmindekolonien nær Rørvig. Bror og "svigerinde" holdt en rigtig god fest. Det var et meget blandet selskab, men for pokker hvor blev der hygget, grinet og danset - det var ikke lige til at mærke, at vi kom fra alle egne af Danmark eller at vi ikke lige kendte hinanden på forhånd. Men hvornår lærer man, at man ikke er 20 år længere? Sker det på et tidspunkt, eller bliver det hele så bare for kedeligt? Jeg har ondt her og der og allevegne, og har også reddet mig et hold i nakken, men vi havde det sjovt - det er længe siden jeg har danset SÅ meget. Heldigvis var der mulighed for overnatning, så vi ikke skulle tilbagelægge et par hundrede kilometer der først på morgenstunden. Børnene var hos nogle venner i Hedehusene, og de havde også hygget sig, så de dårligt ville med hjem igen. Heldigvis har vi ferie, så vi når vel at komme ovenpå igen, inden arbejdet kalder på mandag.

Dagenen nydes lige nu med en masse ting. Ungerne har fyldt hele stuen med Lego - det ligner en underafdeling af fabrikken i Billund, jeg har fyldt sofabordet og lidt af sofaen med garn, og halvfærdige projekter (lige nu siger min fornuft mig desværre, at jeg er nødt til at fjerne lidt nullermænd). Manden har fyldt skrivebordet med papirer og mapper - han skriver Masteropgave, men det hele går lidt lettere når tiden er til det.

mandag, oktober 09, 2006

En tand for meget....

Jeg har ladet mig friste i Mettes Erleperle-shop. Der er jo mange lækre sager, og valget er faldet på en flot halskæde med lædersnor (halskæde 8). Jeg glæder mig meget til at se den "i virkeligheden". Den vil passe godt til noget af tøjet i min garderobe, og da jeg jo ikke skrifter tøjet ud så tit, vil den såmænd også passe til tøjet i min garderobe om nogle år ;-)

Efter et delvist billedløst indlæg i går, kommer her lidt billeddokumentation - ellers tror I jo ikke jeg laver noget! Hermed et billede af en halvfærig Line som måske ender med at blive en Linus, hvis barnet viser sig at være en dreng.

Alexander er skidt tilpas og har fået feber. Jeg har spekuleret lidt på, om det er alle de tænder der myldrer frem i hans mund. Han er ved at få tænder i to rækker, fordi de forreste mælketænder ikke vil falde ud, og tandlægen vil først se os om 1 måned hvis der stadig ikke er sket noget. Derudover er han ved at få alle fire 6-årstænder samtidig - men jeg ved ikke om man kan få feber pga. tænder når man er så gammel....

søndag, oktober 08, 2006

Hvor regnbuen ender...

Jeg nåede næsten at læse bogen færdig til tiden - måtte kun overskride lånetiden med EN dag, så det er vel i orden, og den kan godt anbefales!!

Alexander holdt børnefødselsdag for "musene" fra børnehaven i torsdags. Der kom 13 børn til fødselsdag sammen med to pædagoger og alle hyggede sig gevaldigt. Der blev leget til den store guldmedalje, ingen fnidder fnadder, ingen sure miner og inden de gik hjem var alt ryddet op igen! De er værd at invitere til fødselsdag!

Camilla jagtede regnbuen på vej til gymnastik i onsdags, men den "flyttede" sig hele tiden. Drømmen om skrinet med den gyldne skat brast, da hun fandt ud af, at regnebuen ikke endte der hvor hun regnede med (på skolen)....den slags fænomener er en sær størrelse - svært at fatte, når der ikke er noget håndgribeligt at klamre sig til....har vi ikke alle, som børn, prøvet at cykle derudaf bare for at konstatere at den flotte regnbue pludselig forsvinder?

Strik: Ja, der sker jo ikke det vilde, men jeg har strikket det meste af ryg/forstykke og ½ ærme på Line. Jeg bruger Opal-garn i 5 forskellige farver i den støvede afdeling, da modtager-kønnet endnu ikke er kendt.

mandag, oktober 02, 2006

Måske...

når jeg det! Jeg har lånt "Grønt støv" af Sarah Blædel på biblioteket, og jeg tror ikke jeg når at blive færdig med at læse den - jeg er lidt oppe imod tiden! Den kan ikke fornys, fordi der er reservering på, men jeg prøver. Jeg er kommet ALT for sent i gang, fordi jeg jo lige skulle læse noget andet færdigt. Hvis ikke jeg når det, må jeg jo betale "bøden".... det er ellers imod mine principper om altid at aflevere til tiden, men måske jeg skal se stort på det - bare denne ene gang!

Jeg fik talt Alexander fra at sove med huen på - bamse fik den på i stedet for, og han har til gengæld sovet lunt og godt!

søndag, oktober 01, 2006

I tror det næppe...

...men jeg er blevet færdig med hele TO ting i dag, så jeg har svært ved at få armene ned :-)

Camillas Jan har langt om længe fået kanter og bånd - og tilfredsheden er stor, både hos Camilla og "mor". Det er ikke sidste gang jeg strikker den. Garnet skal dog været noget andet, for det snor som bare pokker, og det er min tålmodighed ikke lige til. Kanten foran i halsen flaner dog lidt, men jeg håber en gang vask gør underværker.

Anden ting der er kommmet af pinden er Alexanders "nathue". Jeg ved ikke lige hvorfor han har døbt den sådan, men jeg har mine bange anelser om, at han har tænkt sig at han skal have den på i seng i aften - den er kørt i stilling og hænger inde på sengestolpen.......

Camilla og jeg har lige været en tur ude på rulleskøjterne - havde en skøn tur, og Camilla fik overskredet nogle grænser ved at køre ned ad bakker hun ellers plejer at være bange for. Nyråd er meget kuperet, og derfor ikke det nemmeste sted at lære at løbe, men indtil videre er vi sluppet for de store skader. I onsdags begyndte jeg til aerobic, så skroget er lidt ømt, men det hjalp lidt at få det rørt!

Efter aftensmaden: Mole Poblano'en, som jeg omtalte den anden dag fra DR2 Friland blev bare superlækker. Den kan kun anbefales og selv børnene gad spise det med tortillas til!