lørdag, april 28, 2007

Skovtur

Vejret i går indbød til skovtur, så på vej hjem fra arbejde købte jeg ind til en lækker skovturs-kurv. Da den var pakket cyklede vi ned til Blegen, som ligger i Vintersbølle skov - vi har vel ca. 2-3 km. derned. Med den skønneste udsigt over Storstrømmen spiste vi så den medbragte mad og nød dyrene, naturen og roen. Da solen var på vej ned var vi nødt til at vende næserne hjemad. De små kryd var ved at æde os!

Alexander var ikke med på skovtur. Han skulle overnatte i børnehaven fordi det er ved at være slut med at gå dernede. Han rykker i skole pr. 1. august, så det skal jo fejres på bedste vis. De begyndte dagen med en tur til Zoologisk Have i Nykøbing Falster. Derefter hjem til den "tomme" børnehave og spise lækker mad og til sidste "Diskotek" med fri dans og slik!! Pædagogerne havde glædet sig mindst lige så meget som børnene, så alle havde en masse at fortælle da vi mødte op til morgenmad kl. 8 i børnehaven her til morgen.
Formiddagen i dag bød på ligeså godt vejr som i går og vi rykkede udenfor og fik heldigvis nydt det inden gråvejret kom snigende. Jeg fik monteret Camillas sjælevarmer, så den nu kan tages i brug. Ifølge opskriften skulle der "monteres" duller på bindebåndene, men da der ikke er nogen af os der er vilde med "duller" lavede jeg to flettede bånd i stedet for. Det er vi vist begge godt tilfreds med!
Wicked II skrider støt og roligt fremad. Jeg er nået til ærmegabet, hvor jeg skal have sat nogle af maskerne på en tråd. Jeg kan næsten ikke vente med at se størrelsen på den - håber ikke den skuffer denne gang.

Etiketter: ,

tirsdag, april 24, 2007

Strik....

Camillas fødselsdag gik så fint så fint. De var så søde - også overfor hinanden, så jeg næsten ikke kunne kende dem. De hyggede sig, og vejret var så dejligt, så de var udenfor hele dagen. De var kun lige inde for at blive fodret af. Det var en succes ovenpå sidste års dårlige oplevelse.

Når nu det er en strikkeblog (det er det, hvis I ikke helt kan se det....), så vil jeg da også lige sige, at der altså bliver strikket indimellem. Denne lille hue var et super-tjept-projekt den anden aften, hvor jeg ikke lige orkede at montere den sjælevarmer, som er strikket færdig, men bare ligger og venter på færdiggørelsen. Opskriften er fra Gros Blog, men jeg kan ikke lige i skrivende stund finde den igen - godt at jeg tog et print!

Wicked, som jeg strikkede for noget tid siden, blev jo alt for stor, så den ville jeg gøre om. I går aftes slog jeg masker op til endnu én - håber jeg er mere heldig med størrelsen denne gang. Den er heldigvis nem og sjov at strikke - måske derfor jeg godt gider en gang til. Denne gang strikker jeg i Nannas Luna Wool.

Jeg havde ellers besluttet at jeg skulle strikke Green Gable nu hvor jeg havde noget grønt garn, men det passede ikke i strikkefastheden. Måske jeg er nødt til at gå ud og købe noget garn der passer......:-)

Etiketter:

lørdag, april 21, 2007

Vi er (næsten) klar...

...til at holde "tøse-fødselsdag" i morgen. Camilla skrev indbydelserne i sidste uge. Det var med tungen lige i munden, og en masse "du skal blive her mor og du skal stå ved siden af og kigge på", men hun skrev dem selv og fik dem også selv ud på papir. Efterfølgende blev de pyntet med flag og mariehøns og dagen efter uddelt i klassen.

I morgen kommer de så alle tøserne. Camilla glæder sig, og jeg håber meget for hende, at det bliver en dejlig dag, uden de store uoverensstemmelser. Vi har erfaring både med gode og halv-dårlige fødselsdage. Vi håber og ønsker det bedste!!

Dagen i dag er brugt på indkøb og slikposerne er pakket. Alexander gav gerne en hjælpende hånd da de skulle lukkes. Han er også den heldige modtager af den ene - så han gad godt.

Pølsehornene - ca. 60 stk. - er bagt her til aften, så der ikke er så meget jeg skal nå i morgen formiddag. Det går an, når de får en opvarmning i ovnen inden de skal spises i morgen til frokost. Resten gemmer vi til i morgen.

Etiketter:

fredag, april 20, 2007

Hvorfor....?

Alexander er, som så mange andre drenge, vild med spiderman - og de fleste andre superhelte. De kan noget vi andre ikke kan - har uanede kræfter og kan slippe afsted med lidt af hvert. De har værktøjet i orden og nogle våben, som jeg ikke engang har fantasi til at forestille mig hvad skal bruges til. Jeg er håbløs når det gælder super-helte. Kan nok ikke helt leve mig ind i det univers af mærkværdigheder....


Måske er det også derfor, at jeg ikke kan svare på Alexanders spørgsmål "Hvorfor har super-helte underbukserne udenpå tøjet?

Hvis der er nogen der ved det skal I endelig ikke holde jer tilbage - jeg vil nemlig også gerne vide det!

Etiketter:

onsdag, april 18, 2007

Borte har taget dem!

Godnatlæsningen i øjeblikket foregår i "August går i glemmebogen". Spændingen er høj og der er rivende fart på når "Dræber-kommoder" og "Glemslinger" går i auktion. Alexander er fanget og har taget bogen og ikke mindst handlingen til sig - fantasien fejler intet og derfor blev der i weekenden fremstillet et "Madkasse-monster". Da vi ikke havde nogle aflagte madkasser, blev det derimod en lille træ-æske der måtte agere krop til dette "monster". Hvad den ikke har "snuppet" i ugens løb er ikke småting.

Heldigvis har Alexander svært ved at holde på en hemmelighed, så den morgen "monsteret" nulede mine arbejdsnøgler var hen heldigvis ved at gå til af grin. Godt jeg ikke nåede på arbejde før jeg fandt ud af, at "glemslingen" havde taget dem.

Etiketter:

tirsdag, april 17, 2007

Ting-finder...

April er udnævnt til udemåned i børnehaven. Dvs. alle stuer er ude af huset hele april måned. Ikke at de er inde resten af året, for det er de så langtfra da de har både skoven og stranden lige udenfor børnehaven, men i April går de ud i området omkring børnehaven hver dag uanset vejr og vind.

I går var Alexander i skoven hele dagen og i dag har han været ved stranden - ingen tvivl om det! Vi kunne dårligt bære rygsækken hjem for alle de interessante sten der var gemt i den. Han nyder det. Der er ikke noget der er så godt, som at gå og rode i alt det man kan finde i skoven og på stranden og alle andre steder....

Alexander er "ting-finder". Han kan ikke gå forbi en pind eller en sten uden at den bliver undersøgt nærmere. Det kunne jo være den var værd at tage med hjem og lægge i skuffen.

Hvert barn har en skuffe hjemme i børnehaven, hvor de gemmer ufærdigt sy-tøj, perleting, legetøj og sager. Alexanders skuffe gemmer ikke på den slags ting, men er derimod en "skattekiste" af fundne ting. Pædagogerne tømmer den en gang imellem (fordi de er bange for at bunden ryger ud), og så får vi overrakt en bærepose med skaller fra pistacie-nødder, bøjede søm, kapsler, blommesten, halve plastikkopper, store sten, gamle halvspiste grankogler og andre uundværlige ting. Man ved jo aldrig hvad man kan få brug for...!

Etiketter:

søndag, april 15, 2007

Week-end

Tak for hilsnerne til Camilla. Både dem her i blog-land, pr. telefon, pr. post og pr. pakke! Hun glæder sig stadig over alle dem der havde en hilsen til hende på hendes første runde fødselsdag. Hun synes det er lidt mærkeligt at tænke på, at når hun skal fejre den 2. runde fødselsdag, så vil hun være voksen. Det syndes jeg nu også. Heldigvis er der lang tid til.
Tæppet fra sidste indlæg skulle egentlig have været et sengetæppe, men der er en eller anden der er rendt med målet, så det er ikke blevet bredt nok. Camilla er heldigvis ligeglad, så jeg vil bare hækle videre somom intet var hændt. Så nu bliver det bare et tæppe!
Jeg har ikke fået strikket og hæklet så meget fordi jeg er begyndt at læse de bøger af Liza Marklund, som jeg har købt under bogudsalget i bogklubberne. Forelskede sig til et mareridt og Asyl har jeg læst, og er igang med 3. og sidste del i den serie. Jeg glæder mig nu mere til at læse krimierne, som hun også har skrevet. Jeg var på biblioteket og hente "Hedebølge" i sidste uge, men jeg venter pænt med at gå igang med den, til den anden er læst færdig.
Alexander er kravlet lidt til vejrs i dag. Han mente at han skulle lave en hule i et af træerne i haven. Vi har ikke så store træer, fordi de er skåret meget voldsomt tilbage, men han fandt alligevel en lille "pind" han kunne hænge på i det ene træ. Nu er han så ved at bære "inventar" derop - det er ikke småting der kan være deroppe selvom pladsen er trang. Stigen har vi bundet fast i træet, så den ikke pludselig skrider.
I går var Camilla og jeg på tøse-tur i København hele dagen. Vi stod tidligt op og tog toget til "Staden" og det tog sin tid i går, pga. sporarbejde ved Glostrup. Vi havde heldigvis tid nok, men en dame der skulle videre mod Bornholm var noget nervøs for, om hendes bus var kørt når hun nåede Hovedbanen. Håber hun nåede det!!
Vi havde en dejlig tur. Camilla fik brugt nogle af hendes fødselsdagspenge, men langt fra det hele. Det skal nydes fuldt ud, at der er penge på lommen, så det skal fordeles lidt og ikke shoppes væk på bare en dag. Der blev købt tøj til Build-a-bear-kaninen, til hende selv, en musik-cd og en bratz-dukke. Efter at have travet rundt derinde i 6 timer var jeg også brugt op. Dejligt at kunne vende næsen hjem mod "bøh-landet", hvor freden var mærkbar. Jeg har aldrig været god til stor-byer.

Etiketter: ,

torsdag, april 12, 2007

Forsinket til lykke

...til Camilla som blev 10 år i går. Utroligt som tiden iler. Ungerne bliver store, men så længe jeg ikke bliver ældre gør det jo ikke noget :-)

Påsken blev nydt rigtig meget. Pynten blev fundet frem, og der blev hængt på grenen i stuen til den i hvert fald ikke kunne bære mere. De sidste 6 år har vi været til Påskeløb med orienteringsklubben, men sådan skulle det ikke være i år. Alexander var meget bange for, at påskeharen slet ikke ville kunne finde ham i år, når han var herhjemme - hvilket han aldrig har prøvet. Men han blev ikke glemt og ikke snydt for æg. Haren lagde heldigvis vejen forbi vores have på vej til Jylland - hvor heldig kan man være?
I fredags blev der taget hul på Camillas fødselsdag. Familien kom til Påskefrokost og hun blev fejret med kager og gode gaver. I går fejrede vi det så selv og næste søndag er det klassens piger der skal til fødselsdag.

Håndarbejde er der også blevet lidt tid til. Camillas tæppe skrider fremad og jeg har nu over 1½ meter zig-zagger. Der skal lige lidt mere til, så jeg fortsætter. Der er heldigvis stadig bomuldsgarn at tage af. Jeg kunne dog godt have ønsket mig, at jeg havde lavet det lidt bredere. Der kommer godt nok en kant på til sidst, men alligevel kunne det godt have været 20-30 cm. bredere. Så ved jeg det til en anden gang, hvis jeg skulle finde på at lave et mere.

Nederst i strikkekurven har der længe ligget en ugle - i småstykker. Nu er Otto Owl så blevet monteret, men en lidt flad fornemmelse er han stadig. Der skal lige lidt fyld til før han får den rette facon. Sød det er han og børnene vil gerne have at han flytter ind hos dem. Han er krammeegnet mener de.
Valkeslangen er også færdig til udstopning. Det har den været rigtig rigtig længe. Alle mine stoffer og ting til "udstopning" ligger på loftet og der kommer jeg jo ikke lige hver dag. Hvem der dog havde et værelse til den slags. Så kunne symaskinen også komme frem i lyset, så jeg kunne få syet lidt mere end jeg gør. Drømmene fejler ikke noget, men mulighederne er der bare ikke!

Etiketter: , ,

onsdag, april 04, 2007

Sjælevarmer

Opslagningen til Green Gable gik ikke helt efter planen, for tænk - jeg manglede en strikkepind. Det er ikke helt til at forstå, men selvom jeg ledte længe fandt jeg ikke den jeg skulle bruge. Nu har jeg bestilt én....eller for at være helt nøjagtig....to rundpinde....ja, og så lige en hæklenål! Så manlger jeg ikke dem næste gang :-)

I stedet blev der så slået op til Tammy's sjælevarmer fra bogen "Strik med stil". Efter at jeg har været en tur i byen i dag (sammen med resten af sydsjællands befolkning), kan jeg se, at garnet har den helt rigtige farve dette forår. Camilla er ikke ked af, at jeg stod og manglede strikkepind i mandags. Så bliver der i stedet lidt mere til hendes garderobe.
Min noget høj-lilla farve er heldigvis ved at aftage - men jeg er endnu ikke klar til udelivet. Heldigvis har hudlægen lukket hele Påsken, så jeg har "fri" fra behandlinger indtil tirsdag i næste uge - det begræder jeg ikke!! Hvis jeg er heldig ender det måske med, at jeg kan komme ud i weekenden. Fredag tyvstarter vi Camillas fødselsdag - nu hvor alle har fri. Jeg har købt ind til festlighederne i dag - det tog sin tid, men jeg mangler så kun lagkagebunde (læs: glemte at dreje ind til bageren på vej hjem), som jeg må købe i morgen.

Etiketter:

mandag, april 02, 2007

Ferie og ynk

Alexander har fået sin længe ventede "bankrøverhue". Jeg fik hæftet ender her til morgen over en kop kaffe. Huen er på og han har været ude med pistolen med "knald" i - farlig ser han ud og så alligevel ikke. Det er nemt at se, at der er en glad dreng indenunder.

Selv er jeg ynkelig...og næsten lilla! Pga. de piller jeg tager inden mine lysbehandlinger er jeg blevet solskoldet i hovedet og på mine hænder. Jeg kan ikke tåle solen, og det er ekstremt besværligt og upraktisk i øjeblikket. Det er bare så meget ØV! Jeg kan ikke komme ud og nyde det gode vejr.

Det må jeg så få det bedste ud af, så i går fik jeg i stedet kogt marmelade af de jordbær vi havde i fryseren fra sidste sæson. Lageret gemte kun på ribsmarmelade og det kan jo gå hen og blive lidt ensformigt i længden.

Camilla har overnattet hos en veninde. Hun er nu på vej hjem, sammen med veninden og dagen i dag skal bruges hos os. Alexander havde en kammerat på besøg i går eftermiddags - ferien bliver nydt!

Etiketter: ,