søndag, december 30, 2007

Godt Nytår!

Dagen før juleferien kom en af vores pedeller op og satte en bærepose på mit bord og ønskede mig glædelig jul. Jeg tror jeg lignede noget der lige var landet fra det ydre rum, for hvad pokker kunne det da lige være??

Vi er jo ikke ligefrem på gave, selvom jeg ind imellem fylder deres kagedåse med hjemmebag. Er der noget de er gode, og hurtige til, så er det at få den kagedåse tømt, så jeg kan få den med retur........i håb om, at den måske bliver genfyldt.

Jeg lindede lidt på posen, for de kunne ligeså godt have fundet på noget totalt fjollet, og hele kontoret var ligesom gået fuldstændig i stå for at se, hvad det lige var der foregik ovre hos mig. Det er jo ikke hver dag den "grønne mand" kommer på besøg på kontoret.....og så har pakker med!

Ud af posen kom så denne unika lysestage. Per og Kim's eget design, som har en vis lighed med vores logo! Materialerne er noget af stellet fra et gammlt skolebord og pladen i bunden vist nok fra en gammel knagerække. Det hele sirligt svejset sammen og efterfølgende sprøjtemalet. Ikke et øje var tørt - hos mig i hvert fald. Måske den ikke lige ville vinde nogen større design-pris, men jeg er rigtig glad for den. Den har sin helt egen historie hvilket betyder noget for mig.

Tilbage er kun at sige jer alle tak for året der er gået. Det har været sjovt og hyggeligt at blogge og "møde" jer i cyberspace - og selvom jeg er noget ustabil fortsætter jeg glad og gerne i det nye år.

Godt Nytår !!

En lille status...

...over strikkekurven må være på sin plads her inden vi går ud af 2007 lige om lidt.

1. Sweateren fra Garnstudio er ligesom gået i stå der hvor jeg skulle til at strikke mønster på bærestykket. Ved ikke helt hvorfor for det gik stærkt med at nå dertil. Synes egentlig også det er meget sjovt at strikke, men.....tjaaa.....

2. Stardust fra Knitty er også undervejs. Går ret hurtigt derudaf når der ellers bliver strikket på den. Forstykket har dog været pillet op undervejs da jeg pludselig kom i tanke om, at det måske var en god idé at tage ind til ærmegab :-(

3. Wicked nok engang. Den var jeg bare nødt til at gå igang med da vi skulle se Harry Potter-film den anden aften. Mønsterstrik og fjernsyn er en ret dårlig cocktail for mig, og jeg er 100% sikker på, at jeg er nødt til at pille op bagefter, hvis jeg blander. Denne gang strikker jeg i Brugsens strømpegarn og den bliver derfor noget tyndere end den jeg strikkede i Nannas Luna Wool. Sikrede mig lige et ekstra nøgle garn i den lokale Brugs da jeg købte ind. Bare som sikkerhed, hvis der nu ikke er nok. Denne gang skal den nemlig være en andelse længere end sidst. Maveskindet egner sig stadig ikke til fremvisning!

Etiketter:

lørdag, december 29, 2007

To af en slags....

To stk. huer er det blevet til. For ikke at pille op blev den første udgave til Build-A-Bear Kaninen. Så kan den da stikke det ene øre ud af hestehale-hullet! På den igen og denne gang blev der lagt lidt til i både højde og bredde og så kom den til at passe Camilla. Da hun så billedet af Hannah hos MagKnits, måtte hun bare eje sådan en hue. Den er da også lidt sød og sjov, og efter eget ønske er den med frø-knapper. Den slags er man heldigvis ikke for gammel til endnu. Garnet er Big Print fra Lang Yarns.

Etiketter:

fredag, december 28, 2007

Julle....

....har tabt pusten. Julle har fulgt Camilla siden hun var et par år og fik denne "skønne" julemand af min bror. Brormann har fødselsdag i december og havde været så heldig at få den i gave af nogle af hans såkaldte venner. Da vi kom forbi så han sit snit til at forære den til en overlykkelig lille pige. Dengang var Julle et hoved højere end Camilla. Nu er han blevet træt. Julle var faldet om på gulvet da vi kom hjem fra juleferie. Camilla mistænkte straks faderen, da han har et MEGET anstrengt forhold til Julle, men han påstår hårdnakket at han ikke er indblandet. Lige nu ligger Julle på "operationsbordet". Julle har fået "limet" såret. Han er noget klistret lige nu så resultatet af operationen kendes ikke endnu. Camilla håber.......

Med denne lille histore om Julle vil jeg ønske jer alle en god "Bagjul". Bloggen er blevet forsømt voldsomt i den seneste tid. Jeg vil se om jeg ikke kan få gjort lidt ved det i de kommende dage. Der er nemlig også lidt strik at vise frem. Her har vi ferie og tusser rundt i nattøj til langt op ad dagen. Det er ren "nydning".

Etiketter:

mandag, december 10, 2007

Utroligt...

...hvad man som patient kan blive ustyrligt glad over. To nye strålekanoner i Næstved. Hvor fedt er det, kan man så spørge sig selv? Hvis jeg var blevet spurgt for et halvt år siden, havde jeg ikke været lige så begejstret. Nu hvor jeg har prøvet at rejse til København flere gange om ugen for at få ståler i 1 min. og 16 sekunder, ved jeg hvor meget det betyder. Jeg har svært ved at få armene ned og jeg er helt sikkert ikke den eneste.

Etiketter:

lørdag, december 08, 2007

Sokker - nok engang.....

Endnu et par sokker til mindstemanden er færdige og de er også taget i brug her til morgen. Der er ikke noget som at daffe rundt i nattøj og uldne sokker til langt op ad formiddagen. Muligheden for dafferi er her i dag. Planerne for dagen blev pludselig ændret i går. Jeg klager ikke - jeg daffer glad og gerne, efter en nat med en hals der nok mest af alt minder om grovkornet sandpapir.

Misteltenen på billedet skvattede ned engang i nat. Den hængte ellers fint i døren ind til stuen. Ikke alle er lige begejstrede. Alexander sniger sig langs væggene, for han vil bare IKKE stå under den. Vi skal nok få ram på ham i løbet af dagen. Når den altså er kommet på plads igen.

Etiketter:

torsdag, december 06, 2007

Nyt nummer...

...af knitty er på gaden eller på nettet er det vel nærmere!

Mange fine ting og sager og flere forskellige slags sokker til den kolde tid. Denne lille fine sag er jeg da vist nødt til at strikke! Gad vide om der er garn i skuffen der egner sig til det. Det må jeg hellere finde ud af i aften. Ikke fordi jeg ikke har noget at strikke på, men fristet kan man jo altid blive og Alexanders andet par sokker ryger af pinene i aften!

Billedet er lånt hos Knitty!

Etiketter:

tirsdag, december 04, 2007

Jul og sokker...

Der er gået jul i det hele nu! Pakkekalender, adventskalender, julenisser, juledekoration, adventsdekoration, julebag, juleafslutninger, julefrokoster - og så lige alt det andet som også lige skal nås!

Hyggeligt er det og i weekenden ville Camilla gerne lave noget pynt. Vi slæbte frem og gjorde klar....og hvem var det så lige der sad ved spisebordet med papirklip og hjertesyning..........ja, rigtigt gættet........det gjorde jeg helt alene. Ungerne daffede da ret hurtigt af igen! Men så fik jeg syet et par hjerter af noget af det lækre tykke filt jeg viste frem tidligere. Måske der bliver tid til lidt flere på et senere tidpunkt, for det er da meget sjovt og resultaterne viser sig hurtigt. De må kunne pyntes på en eller ande fiks måde - med nogle perler måske!


Den anden morgen skulle Alexander have gummestøvler på da det regnede fælt. Da han fik de sokker på, som han plejer at bruge i støvlerne sad hælen nedenunder forden. Gad vide om de er krøbet i løbet af natten, for jeg syntes bestemt de passede sidst han havde dem på. Mutter måtte have fat i strømpepindene om aftenen og vupti blev der tryllet et par tykke sokker frem i dobbelt Opal-garn. Nu er det atter ren fornøejelse at iføre sig gummirøjsere og jogge rundt i vandpytterne så det sprøjter - stadig med varme futter! Der er nu slået op til par nummer to, så der er lidt at skifte med. Han har nemlig fundet ud af, at de er lækre at futte rundt i både herhjemme og oppe på skolen - sådan i stedet for sutsko! Det kræver mere end ét par!

Etiketter: ,

mandag, december 03, 2007

De rette ord....

Camilla har lagt en lille hilsen til sin far i hans julesok og er kørt til gymnastik inden han er kommet hjem fra arbejde. Inden hun kørte lød formaningen til lillebror:

"Nu siger du ikke, at der ligger noget i sokken, for jeg vil selv sige det til far når jeg kommer hjem".

Far ankommer og der går ikke lang tid før Alexander udbryder: "Faaar, har du kigget i din julesok i dag?"

Panikken da Camilla kommer hjem og finder ud af, at overraskelsen i sokken ER opdaget er mærkbar, og Alexander angrer (en lille smule): "Jamen, jeg sagde ikke at der lå noget i sokken, jeg spurgte jo bare far om han havde kigget i sokken".

Etiketter: