mandag, november 06, 2006

Weekend-hygge-nygge

Så blev det mandag morgen. Weekenden er desværre en historisk begivenhed og familien er nu fordelt på deres respektive pladser igen. Lørdag havde vi besøg, som blev nydt i fulde drag. Til Malene og Anders: Det er altid så hyggeligt og uforpligtende at være sammen med jer - tak for en god dag, og ikke mindst den lækre æblekage - jeg må eje opskriften!

En anden opskrift er en jeg har opsnappet hos Liselotte. Denne Julelikør, som blev "sat over" for en uge siden og som nu står og hygger sig - jeg er spændt på resultatet og glæder mig til at smage.... Normalt laver vi kun kryddersnapse af bl.a. valnød og porse (af egen avl). Nu skal der lige lidt nyt på bordet!

Søndag formiddag fik jeg syltet årets rødbedehøst. Det var til at overskue, idet der kun blev 5 store glas. Normalt er det en helt anden størrelsesorden der bliver syltet i her i huset, men måske er det meget godt at der ikke var så mange i år. Mine forældre høstede 17 kg. asier og vi har fået nogle af dem leveret i syltet stand. Det er jo bare herligt, men måske er der også grænser for, hvad vi kan nå at spise os igennem i løbet af en vinter.

Det hold jeg har reddet mig i nakken er blevet bedre, men det er nu ikke forsvundet, og jeg har derfor ikke fået strikket særlig meget. Det bider på en grim måde, så jeg har prøvet at holde mig i skindet. I stedet for har jeg bladret og planlagt og ønsket og kigget og savlet lidt over alle disse bøger, som jeg har hjemme fra biblioteket. Alle de idéer og al den inspiration det giver.... Bogen "Strik med stil" er jeg nok nødt til at eje på et tidspunkt. Der er mange dejlige ting i, og Camilla har også udpeget en sommerhue, som hun nok er nødt til at eje. Sjovt at det også for hende er blevet interessant at bladre i håndarbejdsbøger.

I går gik det dog lidt over gevind, for der blev juleklipsbøgerne halet frem, og Camilla fik lavet årets forste julepynt - et flot juletræ. Når Camilla ville klippe ville Alexander også, så jeg måtte så samtidig med rødbedesyltningen, hjælpe han med en lille mus og et stykke ost...i karton, dog knap så julet, men forventningerne til den kommende højtid er ved at blive kørt i stilling!!

0 Comments:

Send en kommentar

<< Home