Hjemvendt...til det kolde nord
.... efter 8 dage i Frankrig og Schweiz. Hvem er det lige der har skruet ned for varnen mens vi var væk. Jeg synes godt nok den står på vinter herhjemme lige i øjeblikket. Det var ikke sjovt at træde ud i det danske vejr igen!!
Vi har haft en super-ferie. Det er altid spændende at se om tingene passer sammen, når man selv har bestilt og arrangeret ferie hjemme foran computeren, men alt kørte som smurt. Vi fløj fra København til Zürich hvor vi så havde to timers ophold inden turen gik videre med fly til Geneve. I lufthavnen i Geneve hentede vi så den lejede bil to etager under jorden. Bilen var helt ny og havde kørt 9 km. da vi fik den overdraget. Så begav vi os ud i Geneves meget trafikerede gader og endte med at komme ud af byen - ikke lige der hvor vi havde regnet med, men ud kom vi efter højlydt at have diskutteret hvilken vej vi skulle køre.
Undervejs til vores feriebolig fandt vi et sted at købe ind, og det tog lidt tid af få fyldt lageret op. Vi havde jo intet med hjemmefra. Så gik turen mod lejligheden, som efter vejbeskrivelsen lød til at være nem at finde, men den vej vi skulle op ad i Evian, kunne vi ikke finde, så til sidst kørte vi bare opad, og vi fandt det også efter lidt søgen.
Skøn lejlighed, men en rigtig god udsigt hvor vi kunne se Schweiz ovre på den anden side af søen. Altanen vendte heldigvis den rigtige vej, og det blev hurtigt vores opholdssted om aftenen, hvor vi kunne se byernes lys søen rundt. Vejret var smukt og dejlig varmt. Vi havde kun en enkelt formiddag med regnvejr, men der regnede det godt nok også, men var så hurtigt overstået.
Vi fik kørt en del rundt dernede. Vi så "Les Gorges du Pont du Diable", hvor vi var nede og gå på en bro langt, langt nede. Imponerende hvad naturens kræfter kan klare over mange, mange år. Vi besøgte "Cité Médiévale d´Yvoire", som var ekstremt turistpræget og kun lavet for at turisterne skulle købe deres varer. Vi købte en is og kiggede på de fine bygninger!
Vi besøgte "Château de Chillon" som er en gammel ridderborg, som ligger på en halvø ude i søen lige øst for Montreux. Den var meget flot, og især Alexander, som er vildt betaget af riddere og deres liv, fik meget ud af det, men vi syntes også det var flot og imponerende. Heldigvis fik vi udleveret en turistfolder på engelsk, så vi nemt kunne finde ud af hvad det hele var og havde været brugt til.
Det blev også til en heldagstur rundt og ind i Schweiz for at kigge på Mont Blanc Massivet. Det er bare så imponerende flot, og før vi fik børn besteg vi de flotte bjerge. Nu må vi nøjes med at kigge derop og sige, ihhh... og næhhh.... og så tænke på den skønne bjergluft, der er deroppe. Tiden kommer forhåbentlig igen, hvis børnene gider når de bliver lidt større! Vi spiste vores medbragte mad med denne udsigt og så fås den vist ikke meget bedre!
Om eftermiddagen, når vi kom hjem fra vores mange ture, måtte vi en tur i poolen inden aftensmaden. Ungerne nød det i den grad, og der er da heller ikke noget bedre efter en hed dag i en bil. Camilla blev rigtig god til at svømme mens vi var dernede og kan nu klare sig helt uden svømmevinger og bælte. Alexander svømmer hundesvømning, og prøver at få armene "på plads". Han griner så meget ind imellem, at han indtager en stor mængde vand, fordi han glemmer at lukke munden når han ryger ned under vandet.
Hvor var det nemt at vænne sig til temperaturen dernede, den billige og rigtig gode rødvin, aftenerne på altanen, de skønne ture ud i det blå og bare det at være sammen, uden at skulle tage os af ret mange praktiske ting. Vi har nydt hvert sekund!
Etiketter: ferie
2 Comments:
Ja, det var vist godt at jeg kom tilbage hertil, hvor solen skinner.
Dejligt at høre at I havde en god tur.
Kh. Laila i Schweiz, hvor solen skinner!
Chateaux de Chillon, der har jeg været mange gange i min ungdom, nøj hvor jeg savner det når jeg ser disse billeder, savner hele omgivelsen, Montreux, Villeneuve, Vevey...jeg kan blive ved.....suk. Kh. Tineke
Send en kommentar
<< Home