søndag, juni 24, 2007

Vi elsker vort land....

Ugen har været godt fyldt op - arbejdet fylder og så er der alt det andet ved siden af.....

Alexander "Sprang ud" af børnehaven i torsdags. Først blev de én efter én trukket op i et højt træ ude i skoven. Det var ikke alle der turde komme til tops - men Alexander var sej! Så var der besøg fra Vordingborg Brandvæsen, som "legede" med vand sammen med alle ungerne. Diplomer blev uddelt og der blev spist pop-corn og Slush-ice. Det var noget af en festdag. Det er dog ikke helt slut for Alexanders vedkommende. Der er et par uger tilbage inden vi går på ferie. Det er med noget vemod, at vi siger farvel. De sidste 7 år har vi haft vores daglige gang i Skovhuset. Nu er det slut. Alexander synes det er svært, men jeg kan også mærke det.....

Det var også ugen hvor vi fik brænde hjem. Det er kørt op i den gamle carport. Der ligger det nu og venter på, at vi gider stable det der hvor det skal ligge, men ånden har ligesom ikke været over os. Jeg mener nu det er et mandejob at få det stablet pænt og sirligt, så det ikke vælter ned over nogen - visse ting kræver sin mand :-)


Skt. Hans er blevet fejret med maner. De sidste gæster er lige kørt. Det var hyggeligt og vejret var så meget med os, at vi sagtens kunne grille. Dagen i går blev brugt på at frembringe diverse salater og flere slags brød. Det gjorde ikke noget at det tog tid - vi kunne spise udenfor og det var skønt i aftensolen. Efterfølgende var der bål på ruinen - der var andre end os der mødte op og så heksen flyve.....bagefter gik vi tur på havnen - nydelsen var optimal. Der er nu noget særligt over Danmark når det er sommer og lyse nætter....men i år manglede de ny-udsprungne studenter. De kommer først i morgen.
Studenterne springer ud fra i morgen og tre dage frem. Bogafleveringen er i fuld gang og der skulle gerne komme 6-7.000 bøger hjem i løbet af de næste dage. De skal lægges på plads så der er styr på hvad vi har - vi får lange arme af det. Eksamensbeviser skal udskrives og der skal kopieres og attesteres. Der skal ønskes til lykke, og forældre og "Bedster" skal dirigeres til de rigtige lokaler. Den kommende uge er den mest arbejdskrævende på hele skoleåret, men det er skønt - det er livsbekræftende og jeg kan ikke undvære det.....

Etiketter: ,

fredag, juni 15, 2007

En anelse succes...

....skulle der til, for at bringe smilet frem igen. OK, indrømmet.....jeg morer mig lidt over Camillas evner som fotograf. I stedet for at trykke på udløserknappen slukkede hun for kameraet adskillige gange, så jeg vidste ikke lige om der blev taget billeder eller afbrudt.

Men, men, men....Turtelneck Shrug er færdig og den er blevet rigtig god. Af ændringer kan nævnes at ærmerne kun er strikket 50 cm. lange og stykket mellem ærmer og optag til hals er afkortet til 17 cm. Da jeg hører til den lavstammede og kortarmede udgave af menneskeheden kan det jo ikke nytte noget at strikke det længere end der er brug for :-) Denne gang er det lykkedes at lave noget der passer til MIG!! Garnet er Iceland fra HPgruppen og opskriften er fra Scarfstyle. Eneste ulemper er nok, at garnet kradser en smule, men måske er det bare mig der er sart. Camilla synes den er sej...."sådan en vil jeg altså også gerne ha'...."

Hvad gør man så ovenpå en succes? Man kan jo kaste sig ud i noget nyt, ik'. Denne gang er det Boleroen fra forsiden på "Feminin strik" der skal forsøges med. Jeg har kun pillet det mønsterstrikkede op én gang indtil videre. Det så forkert ud, og jeg må ogs have lavet nogle forkerte omslag for nu, hvor jeg har strikket det igen, ser det helt fornuftigt ud. Det er så absolut ikke TV-strik for mig - det kræver min fulde opmærksomhed, for ellers passer det pludselig ikke. Mønsteret er fint og farven på garnet er lækker og varm rød. Det er svært at gengive på billede, men I får lige en lille "prøve" på mønsteret.

Michael har været til eksamen i dag. Det blev til et 10-tal efter gammel skala! Nu kan vejret så trækkes helt ned i maven igen - det synes vi alle er skønt.
God weekend til jer alle!!

Etiketter: ,

mandag, juni 04, 2007

Have haves...

....og lige i øjeblikket er den ikke det kønne syn, som den plejer at være på denne årstid. Manden bruger normalt meget fritid derude . Han nyder det og kan ikke undvære at komme i haven når han kommer hjem fra arbejde. Dette forår har det bare været anderledes pga. master-specialet, som jo heldigvis blev afleveret i sidste uge. Selv har jeg, de sidste 10 uger, brugt 3 eftermiddage om ugen på PUVA-behanlinger i Næstved. Energi har, pga. stoffet jeg indtager inden behandling, været en by i Rusland, men nu er det heldigvis slut for denne gang. Det har ikke hjulpet det store, så gad vide hvad der så skal ske? Måske jeg vil være klogere, når jeg har været til kontrol på RAS den 12. juni!

Heldigvis er blomsterne ligeglade med det kaos der hersker omkring dem. De gør det de skal: Bringe glæde og farve i hverdagen. Jeg sneg mig lidt rundt med et kamera, for at indfange lidt af farverne:




Jeg kan ikke huske, at vores have nogensinde har set ud som den gør nu, hvor det eneste spiselige der vokser i køkkenhaven er kartofler. Resten er fyldt med ukrudt. Men meget hurtigt vil det være anderledes og der vil være styr på det igen - det tvivler jeg ikke et øjeblik på. Vi kan godt nå nogle af de afgrøder vi plejer, men der er også nogle vi bare må droppe i år.

Camilla har haft alletiders tur til Sverige i sidste uge. Det gik over al forventning. Det havde bare været sjovt!! Sjovt at møde de svenske elever, sjovt at spise middagsmad på skolen, sjovt at sove i telt - bortset lige fra den sidste nat, hvor vandet kom ind til dem!, skønt at være sammen med alle veninderne - hele dagen og natten med, herligt at besøge Marinmuseet og shoppe på egen hånd i Karlskrona - skønt, skønt, skønt!!

Etiketter: ,