onsdag, juli 26, 2006

Turister

Vi har længe talt om, at vi skulle en tur i Planetariet, for at Alexander kan få stillet sin nysgerrighed. Han er meget interesseret i planeter og hvad der ellers bevæger sig rundt ude i rummet (rumskibe, astronauter ol.). Det fik vi så gjort alvor af i går, hvor vi også fik set en Imax- og en 3D-film. Imax-filmen med bæverne var rigtig god - og den var jo så relevant som den kan blive, nu hvor vi lige har været i Sverige og set bæverhytter mange steder.

Nu vi var så var i København skulle Camilla også lige en tur i Build-a-bear, for at købe lidt tøj til kaninen, og derfor tog vi en hel dag i København, så vi også kunne nå at se lidt derinde. Vi fik set Gefion-springvandet, Den lille havfrue og Langelinie, Amalienborg og Amaliehaven. Det er da mange år siden, jeg har været de steder, og det var en skøn oplevelse at sidde inde ved Gefion-springvandet og spise is (købt hos Løgismose) - jeg var ikke den eneste der nød det.....

De næste to dage står den på gæster, så jeg har lige tømt Kvickly......bare så I er advaret jer der normalt handler der! Huset er sommerferie-ramt, hvad rengøring angår, så jeg kommer vel til at gøre noget.....hvis jeg gider. Det ville ellers være sjovere, at få monteret Camillas Jan ude i skyggen - glæder mig (stadig) til at se den helt færdig.

søndag, juli 23, 2006

Feriesysler

Som opfølgning på sidste indlæg kan jeg oplyse at der blev 12 glas marmelade af de 3 kg. ribs. Der er stadig ribs tilbage på buskene, men det kan jo være at min mor har lyst til at aftage lidt i løbet af den kommende uge - hun vender hjem fra en meget varm ferie i Kroatien i morgen.

Alexander og jeg bagte muffins i går. Det var en af forberedelserne til strandturen som i går gik til Feddet. Det var med stor koncentration at dejen blev fyldt i formene....jeg vil så lige sige, at det langtfra var det hele der havnede der hvor det skulle! Men der blev da kager ud af det og stoltheden var stor! De blev nu også gode og de er alle pist væk!

Samtidig bagte jeg boller og lavede en gang syltede solbær med rom og kanel. Det var en prøve, så det blev kun til 2 glas. Jeg gider ikke lave 15 glas "nyt", som der er ikke er nogen der gider spise. Så hellere starte med en lille portion. Jeg tror nu nok, at de der fordrukne solbær er gode til en gang is og evt. pandekager. Det må vi lige prøve af på et tidspunkt. Smagen er god nok, og der er solbær nok at tage af. Manden har plukket en stor skålfuld i dag - de ryger nu en tur i fryseren - jeg gider ikke mere i dag.

Jeg har fået strikket det sidste på Jan og nu mangler der "kun" nogle kanter og så et bånd i matchende farve. Det er ikke lige på lager, men det kan der vel gøres noget ved på et tidspunkt, når det bliver lidt køligere.....

Camilla er taget til stranden igen i dag. Denne gang sammen med en veninde og hendes forældre. Veninden har været på ferie i hele 14 lange dage, så det var den helt store gensynsglæde da de mødtes i dag.

fredag, juli 21, 2006

Vinterforråd

Der høstes ribs i øjeblikket. Vi har tre buske og der er rigtig mange på. Manden er sendt afsted efter sukker så der kan blive fremstillet noget marmelade. Jeg lavede også marmelade af dem sidste år. Det kommer til at smage af sol og sommer, og jeg nyder at have det på lager til vinter når vi længes efter varmere vejr.

Jan...

er på pindene og der strikkes lystigt. Dvs. jeg er dog ved at få spat af garnet. Jeg har købt Muskat fra Garnstudio fordi det passede i strikkefastheden, men det snor sig rigtig meget. Jeg sidder her og drejer nøgler i en uendelighed. Det lysegrønne er derudover fyldt med knuder og bristede tråde, så jeg er ikke sikker på at jeg vil bruge det mærke garn mere. Der må findes et alternativ! Opskriften er dog rigtig god (der er dog lige lidt med maskeantallet, men ikke mere end jeg kan finde ud af at rette til), og det er ikke sidste gang at jeg strikker Jan. Den er stærkt vanedannende, fordi der sker lidt hele tiden og det når ikke at blive kedeligt.

Udover Jan har jeg en Otte-Ugle i dele liggende. Jeg mangler kun lidt af hans forside, før jeg er klar til at montere. Den er desværre strikket i samme garn - gad vide om det er mig der gør noget forkert når jeg strikker med garnet, siden det opfører sig så underligt?

mandag, juli 17, 2006

Dagens høst

Camilla og jeg har plukket vores kirsebær eller moreller eller hvad de nu hedder. I år har vi haft net over, så fuglene ikke kom os i forkøbet! Det er da nok også meget godt at vi ikke har været hjemme, så havde de nok været væk inden de var rigtig modne.

Der er lagt an til grill i aften. Vi glæder os vist alle til at få et velfortjent måltid mad, som ikke først har været en tur på dåse!

Hjemvendt nordfra

Vi er hjemme igen efter kanotur i Värmland. Det var en god og hård fornøjelse. Vi har gjort det en del gange før, men det er første gang, at vi er afsted efter at vi har fået børn. Camilla kunne godt padle, men kunne ikke lægge kræfter i, så det var mig der skulle padle og styre den ene kano. Alexander padlede faktisk slet ikke - det var ikke hver dag at hans padle nåede at blive våd, så det var Michael der padlede og styrede den anden kano. Især overværingerne var hårde, fordi vi havde to kanoer at "bakse" rundt med, og der hvor vi var nødt til at tømme dem, for at få dem op af vandet tog det meget lang tid. Vi vidste det godt hjemmefra, men vejret var ikke lige med os på den første del af turen, hvilket var med til at gøre det lidt surt for os. Det blev dog heldigvis bedre de sidste dage, og vi var glade for, at vi kun havde taget en af de korteste ture (45 km.). Det tog os 4 padledage og en overliggerdag, hvor vi fik tørret vores tøj og fodtøj, at gennemføre turen. Alexander var kommet afsted med et sæt regntøj der ikke var tæt, og Michael trænger til nye overtræksbukser - vandet væltede lige igennem. Ellers var vores grej i orden! Al oppakning incl. soveposer og telt var tørt. Det kan vi nok takke pakkesækkene for - godt vi fik købt sådan nogle! Før har vi lånt tønder af kanocentralerne rundt omkring, men de er meget uhandige at pakke ned i en kano og de fylder det samme om de er fyldt eller ej. De andre har den fordel at de kan foldes ned, så de kun fylder som det der er i.

Morgenmaden bestod af havregrød ad libitum og the. Det er så svært at have franskbrød og nutella med derud! Middagsmad var varm suppe og knækbrød med pålæg (fra dåse), og aftensmaden bestod af dåsemad de første dage og frysetørret med de sidste. Især det frysetørrede var børnene ikke begejstrede for.....smagen var ok, men der er jo blandet alt muligt og umuligt i, som man ikke kan li'...........de har godt af det har de! Nu hvor de er hjemme igen værdsætter de i hvert fald at de kan få det på brødet de har lyst til!

Den sidste aften kom vi frem til en "shelter" og så gad vi ikke slå teltet op. Vi ville så kunne komme hurtigt afsted næste morgen, hvor vi skulle nå frem til kanocentralen i ordentlig tid og aflevere det hele. Det blev dog en noget kold fornøjelse, og det var kun børnene der fik sovet. Alexander havnede i Michaels sovepose, og Camilla måtte have mere tøj på midt på natten. Men så er det prøvet. De syntes alligevel det var sjovt bortset fra de 100 myggestik vi fik ud af det....hver! Det var nu godt at få en kop varm the sammen med havregrøden morgenen efter (...og ikke et ord om morgenhår!).

Alt i alt har det været en god og oplevelsesrig tur, men det skal ikke gøres om igen, før børnene er lidt større og kan padle lidt mere! Vi var glade for at det ikke var vores første kanotur, og at vi kendte ruten i forvejen!

I dag har jeg taget hul på de sidste tre uger af min ferie. De skal bare nydes.... lige nu er det vasketøjet der tages hånd om, men der skal også nok blive plads til andre ting, f.eks. skal der da strikkes lidt, så jeg har lidt relevant at fortæelle om. Bloggen her har vist efterhånden ikke meget at gøre med strik - der er vist gået ferie i det hele!

fredag, juli 07, 2006

Puuuhh....

....hvor er det varmt, og ja....jeg ved det godt....jeg var én af dem der sukkede højest efter bedre vejr, da sommeren ikke ville indfinde sig, meeeen......det er lige ved at være for meget af det gode, også selvom vi har ferie :-)

I mangel af det soppebassin der punkterede i forrige uge, blev gummibåden fundet frem og fyldt med vand. Kun for at konstatere, at der også er hul i den - fornøjelsen var kort. I dag har vaskebaljen så været brugt til at køle enden i - og nu er de alle kørt til stranden for at få kølet det hele!

Faktisk har jeg fået strikket lidt og har næsten alle dele klar til en montering af "Otto Owl". Jeg mangler forsiden af ham og så må jeg lige have fundet noget fyld på loftet, så han kan blive samlet. Camilla vil gerne vide hvem der skal have ham, og er ikke tilfreds med, at han skal bo inde i sofaen. Alexander synes det er en fin idé at få en "fjernsyns-ugle" som man kan kramme når man alligevel sidder der!!

søndag, juli 02, 2006

En sporvogn og en piiige til....

Vi var en tur på Skjoldnæsholm Sporvejsmuseum i går. Vi har længe talt om når vi kørte forbi (på vej til mine forældre) at vi da også skulle derind en dag. Nu blev det så endelig til noget. Det var sjovt at se alle de gamle modeller og komme ud og køre i nogle af dem. Bl.a. fik vi en tur i Prins Christians Australske sporvogn.

Nu er børnene så hjemme igen, og har set deres "nye" værelser. Først stod de lidt og kiggede og forstod ikke helt hvad der var sket. Så gik de lidt rundt og kiggede, og så fik vi ellers verdens største krammere, så det hele faldt i god jord - også selvom vi havde byttet lidt om på møbler. Der bliver ryddet pænt op hver gang de har brugt noget - gad vide hvor længe det varer.....?