mandag, september 29, 2008

Hovedet under armen....

...og derudaf gik det her til morgen. Med det resultat, at jeg fik låst min cykel ude på arbejdet, UDEN at tjekke om jeg havde nøglen med - og godt gættet, ja.........det havde jeg så IKKE lige i dag!

Heldigvis har vi et klassesæt cykler - til en efterhånden ret lille klasse godt nok, men jeg skulle jo kun bruge én cykel, så efter lidt gennemgang af skolens beholdning af halvt udtjente cykler fandt jeg en der passede....sådan nogenlunde. En sød pedel fandt så en nøgle så sadlen lige kunne hæves så jeg ikke stødte knæene mod styret, og han gav køretøjet lidt luft. Heldige mig...og hjemad det gik, med x'et baghjul og det hele, men jeg skulle da ikke gå.

Da jeg hentede Alexander i SFO'en spurgte han meget interesseret til den der gamle "havelåge", som jeg kørte rundt på:

Alexander: Hvor mange gear har den?
Mor: Tre, men det er da ikke så vigtigt......det er da værre, at der ikke er nogen ringeklokke på!
Alexander: ....ringeklokke......har du hørt hvordan den lyder? Jeg tror nu ikke du behøver en ringeklokke.....

Etiketter:

Weekenden der forsvandt

Fredag var Camilla til fødselsdag hos en klassekammerat og skulle sove der til lørdag. Gik jo fint nok, bortset fra at hun ikke havde sovet ret meget - det har de andre nok heller ikke, for hun har vel ikke talt med sig selv hele natten :-)

Lørdag tog vi, sammen med et hold gode venner til GeoCentret på Møns Klint. Vi har talt om det siden det åbnede, og nu blev det så også til noget. Det var rigtig godt, og ungerne fik også en del ud af det. Der var rigtig mange ting at kigge på, film og ting man selv kunne prøve. Bagefter drak vi en kop kaffe udenfor, inden vi gik en tur ned på stranden. Der blev fundet forskellige forsteninger. Tror nu heller aldrig vi har været derude uden at finde noget vi kunne slæbe med op ad trapperne og med hjem :-) .......1000 trappetrin senere, var vi så oppe igen - og jeg med ondt i "skallen" fordi jeg pandede et træ en skalle på vej op - ved ikke hvem der lige havde placeret et træ sådan halvvejs ude på trappen.........!
Vennerne kørte med hjem og fik noget aftensmad, og sådan rigtig mange timer og rigtig meget rødvin senere kom vi alt for sent i seng. Søndagen bød på Gåsetårnsløb for hele familien. Børnene løb 2½ km. og vi halvgamle og ikke helt friske løb 7½ km. Ikke sådan bare ud ad landevejen, men op og ned ad bakke ude i skoven. Det var rigtig dejligt men rigtig, rigtig hårdt. Jeg kom ind i tiden 45:24, hvilket jeg er fint tilfreds med - 6 min. pr. km. er vel i orden dagen derpå, når terrænet er så kuperet.

Søndag eftermiddag ville sofaen så bare ikke hoppe ned fra min ryg igen og jeg lod den vinde, så jeg fik surfet noget internet og læst nogle blogs og den slags, og tidligt på aftenen lå jeg under dynen med en god bog. Endnu en weekend hvor jeg ikke fik strikket så meget som en maske!

Etiketter: , ,

tirsdag, september 23, 2008

Strikkeprøve...

....til topstykket sidder nu lige i "skabet". Måtte godt nok helt ned på pind 2½! Det overrasker mig en del når opskriften siger pind 3½, men sådan må det bare være - og så er det vel bare at kommer derudaf.....
.....og købe en pind undervejs, for jeg har desværre ikke lige dem på lager jeg skal bruge!

Etiketter:

Det var så den weekend....

Tak for alle jeres dejlige kommentarer og hilsner til Alexander på hans fødselsdag!! Skønt!

Fødselsdagen er vel overstået - en glad dreng blev 8 år. Gaverne var, som forventet, fyldt med legoklodser. Han bygger og bygger om, og har gjort det siden søndag morgen. Stuegulvet flyder med lego - som det plejer :-) Han er og bliver bidt af en gal legoklods. Star-Wars figurer og Indiana Jones kæmper om pladsen i stuen, og jeg "flyver" henover det hele og brokker mig kun højlydt når jeg ikke helt undgår de små "sataner" - de er nemlig ikke alle lige nemme at se på tæppet, desværre......

Jeg har i flere dage bøvlet med HP's billedgalleri- og billedbehandlingsprogram til kameraret. Inden computeren var hos doktor pga. virus fungerede det fint, men efter den er kommet hjem og jeg har lagt programmet ind igen, kan jeg ikke åbne redigeringsdelen i programmet - den går bare i stå, og jeg må slå programmet "ihjel". Ikke særlig festligt, og mit temperament kan slet ikke tåle det kan jeg mærke. Derfor er der et kæmpebillede på indlægget her - ved ikke om det kommer til at volde jer kvaler derude - håber det går, indtil jeg får løst problemet. Har været hele hjælpefunktionen igennem, men intet af det der står kan bruges - det er åbenbart ikke det der er galt......var man dog bare uddannet til den slags, eller bare generelt lidt klogere på området!

Strik er det desværre ikke blevet til meget af. Mies ridebluse er strikket færdig og ligger nu i uformelig bunke og venter på en nål..............men der gik kagebagning og madlavning i det hele i weekenden. Der kom jo lige lidt gæster forbi til fødselsdag.

Strikkeprøve til Topstykke er igangsat - 3 gange i går aftes. Nu håber jeg det kommer til at passe denne gang. Jeg er gået meget ned i pindestørrelse for at få prøven til at passe. Vidste ikke jeg strikkede så løst........

Facebook tager for meget af min strikketid, og jeg er flere aftener faldet i på chatten og ikke kommet videre........men det er hyggeligt at møde vennerne i cyberspace og sjovt at finde gamle klassekammerater, som jeg ikke har set siden jeg trådte ud fra skolen den sidste skoledag. Jeg flyttede væk - langt væk, og har ikke gjort ophold i byen siden. Nu er lidt af min fortid ved at indhente mig, men det er ok kan jeg mærke.

Etiketter: ,

lørdag, september 20, 2008

Turbolevering...

...fra Geilsk, og jeg er så totalt vildt spændt på at komme igang med at strikke topstykket og livstykkesokkerne, som jeg også lige kom til at bestille, nu jeg var der alligevel :-)

Fik næsten strikket ærmet færdig på rideblusen i går aftes, så nu mangler snart "kun" monteringen, men det så heller ikke lige min stærke side....men det kan det måske gå hen og blive, hvis jeg arbejder lidt med det.........eller rigtig meget!!

Men det må lige vente lidt, da der er andet der kommer i første række i denne weekend.

Vi har været tidligt oppe i dag. Alexander har fødselsdag i morgen og huset invaderes af gæster til frokost, så der skal lige lidt forberedelse til. Var nødt til at købe ind fra morgenstunden i dag, fordi bilen ikke er hjemme resten af dagen - og heller ikke manden. Camilla skulle i BonBon Land - en klassekammerat havde vundet en tur for hele klassen, så begejstringen var jo næsten til at tage at føle på hos alle poderne. Håber de får en god tur og en god eftermiddag sammen med måger, bævere og hunde og hvad der ellers "huserer" deroppe i Holme Olstrup....

...og så er der lige det med rengøringen og kagerne og maden og alt det andet jeg lige skal have styr på til i morgen.....

Alexander glæder sig heeeelt vildt. Sådan skal det være når man bliver 8 år!!

Etiketter: ,

torsdag, september 18, 2008

Hul i haven...

...er der flere steder. Manden afspadserer i øjeblikket og det bliver udnyttet i stor stil. I disse dage er det tøjring af drivhus der er på programmet. Der bliver gravet nogle store betonklodser ned, så huset ikke letter i de efterårsstorme vi måske går i møde.

Mandens arme hænger i laser fordi der desværre kun er lerjord i den ende af grunden, men Alexander synes det er vældig festligt med lidt huller, især fordi han kan være dernede....

Etiketter:

Jeg er for nem....

....og Tineke lokkede og så var der lige et behov kunne jeg mærke. Der er nu bestilt et topstykke fra Geilsk - og det er mit første strikkekit......

.......og så ikke et ord om alt det andet jeg burde gøre færdigt. Det arbejder jeg jo på hele tiden, men det er ikke det hele der går lige stærkt.

Mies ridetrøje mangler stadig ca. ½ ærme, og så er jeg stadig rigtig spændt på monteringen, for jeg er fortsat lidt i tvivl med hensyn til kraven, men lige pludselig er den færdige :-) hø, hø......

Etiketter:

søndag, september 14, 2008

Ole Orm på armen....

Så blev det min tur til at rende ind i en gang snot, hvilket gør hovedet tungt og næsten ubrugeligt.....men det går vel over igen. Mens jeg så venter på det, kan jeg jo sætte Camilla lidt i gang. Hun ville gerne lave et eller andet nu vi var alene hjemme.

Fluks blev Mettes fine anvisning til armbånd af lædersnøre hevet frem og indsamlingen af materialer begyndte:

Bræt, søm og hammer - lædersnøre, knap, og perler og så gik det lidt stærkt og UPS.....der tabte Camilla 3 kasser perler på gulvet, men heldigvis blev låget siddende på de to:-)
Så fik vi også ryddet op der.....

Men derfra gik det så stærkt. Koncentration og så derudaf......lidt for hurtigt måske - der måtte pilles lidt op undervejs - og så er det næste gang vi kigger på den sidste finish med liiiiige at få strammet til og den slags.

Men arbåndet er HOT, HOT, HOT og straks monteret om armen.

Tak til dig Mette for den gode idé!

Etiketter:

søndag, september 07, 2008

Nu i farver...

Camilla har fået et par sokker - i flotte farver! Hun mente bestemt hun manglede. Især da jeg havde lavet et par til mig selv.

Nu har hun indrømmet "Jeg har faktisk mange par sokker - i den anden skuffe. Hi....men nu har jeg et par mere".

Sådan kan man lade sig snyde, bare fordi man ikke gider se efter om det nu også kan passe, at datteren ikke ejer et par af de uldne til gummistøvlerne eller til at tusse rundt herhjemme i. Men nu tager det jo ikke mange aftener at lave et par sokker, så det går jo nok :-)

Weekenden er ved at være godt brugt. I går havde vi besøg af gode venner, og tiden bare fløj afsted, som den plejer når vi er sammen.

I formiddags var vi en tur på Nordfalster - Camilla syntes det var alt for længe siden vi havde været i svømmehallen. Det ER også længe siden, meeeen.....det er vel også mest om vinteren vi bruger en weekend-formiddag på den slags. Så længe vejret er til udeliv, skal det da bare nydes. Men sådan skulle det ikke være i dag, og da vi kom hjem var det også blevet det skønneste vejr. Så en sen frokost i haven med grillet kød og reste-salater fra i går - og så lige en lille hvedeøl. Ja, jeg klager ikke!!

Etiketter: ,

tirsdag, september 02, 2008

Hjæææælp....

....jeg er kørt fast. Jeg forstår i hvert fald ikke hvad det er jeg skal gøre.

Jeg har (alt for længe) været igang med Mie's ridebluse fra "Strik med stil". Jeg har strikket ryggen og forstykket og i opskriften står der så til slut på forstykket: Når der er lukket af til skulderskråningen sidste gang, slås der 12 masker op til kraven i nakken, disse masker strikkes ind i ribmønstret. Når kraven måler 12 cm., lukkes af.
Jeg kan ikke gennemskue om jeg har slået masker op på den rigtige side. Nok fordi jeg ikke kan finde ud af hvordan den der krave skal sys fast bagefter - om den skal "vrides" rundt eller....

Er der nogen af jer der har strikket den, eller bare er kvikkere end mig, og kan fortælle mig hvad jeg skal gøre?

Etiketter:

8 af 12 projekter

....er noget så tarveligt og småt som et par kedelige lige-op-og-ned sokker. Strikket i en tråd Regia og en tråd Opal - fra lageret og på pind 4 - så kører det bare. Vil lige fortælle at garnet kun været brugt denne ene gang!!! Herligt og en lidt underlig følelse:-)

Da Camilla så dem mente hun også at hun manglede, men "altså i nogle pæne farver". Godt så! Frem med to andre og pæne nøgler, så tøsebarnet også kan få nogle tusse-rundt-herhjemme-sokker!

Etiketter: ,