mandag, maj 04, 2009

Sjældent set...

...på disse kanter! Strik, og noget der også er blevet færdigt inden der er nogen der er vokset fra det!

En lille vest i str. ca. 4 år - strikket efter opskrift i Vendestrikbogen. Garnet er fra Lang Yarns og købt hos Marianne for mange år siden - der er tale om lagergarn af den vellagrede slags - garn der er flyttet lidt rundt med, og som nok også har været brugt (en lille smule) før. Men sådan er vi jo nogen der sørger for, og går ind for genbrug ;-)

Nu er det jo ikke lige årstiden for sådan en lille ulden sag, og derfor er den strikket lidt til den store side, så den også kan nå at blive brugt af en lille pige til vinter.

........og så lige en lille opfølgning på TV2-øst løbet fra i går;

Mage til kaos før start skal man vist lede lidt efter. Der var alt for mange der ville eftertilmeldes, og måske de ikke havde regnet med så stort et fremmøde, for tingene tog godt nok deres tid, mens vi stod og ventede på at blive sendt ud på ruten.

Da vi langt om længe blev sendt afsted var det en meget flot og skøn tur. Det er godt nok et skønt område ude ved Herlufsholm, og jeg kommer der ikke ret tit, så selvom jeg var lidt i konkurrence med mig selv og sådan, ja, så blev turen nydt til fulde. Jeg løb de 10½ km i tiden 58:36 og er fint tilfreds, selvom det nu ikke blev til de 21 km. i denne omgang!

Etiketter: ,

onsdag, april 22, 2009

Øv altså!!

Målet med at løbe en ½-maraton den 3. maj er opgivet. Har gået med ondt i hoften i 3 uger - så jeg tør ikke. Nu har jeg meldt mig til en 10 km. i stedet for - for med det skal jeg!

Stellet kan åbenbart ikke holde til at løbe 25-30 km. om ugen. Måske jeg bare skal have længere tid at træne op i - og måske ikke.

ØV altså - der er ikke meget "fut" i mig!

Etiketter:

tirsdag, april 21, 2009

Påskeløb 2009

Påskeferien blev brugt som vanligt på Påskeløb. I år havde vi lejet os ind i et dejligt sommerhus i Vester Husby. Skønt område med plantage og hav lige i nærheden. Vi tager afsted hele ugen, og bruger de første 4 dage, hvor der ikke er løb til at slappe af og opleve. Bl.a. var vi en tur i Thorsminde. Ikke at der sker noget derude på tangen, men der er højt til himlen, vind, sand og vand - og en pokkers masse sten og sager nede på stranden!


Første dag var der løb i Stråsø plantage og 2.-3. dag i Husby plantage, som lå lige i baghaven.

Det er ikke kun manden der løber mere. Sådan var det for mange år siden, men vi har nok ladet os smitte lidt - og når nu vi alligevel er med så kan vi jo ligeså godt løbe lidt også.

Alexander løber børnebane (der får man nemlig altid en præmie) og Camilla og jeg var i år ude på en åben let bane. Vores placering torsdag taler i ikke højt om, vi deltog og vi fandt alle poster og kom ind som de 3. sidste, men sådan må det være når man skal rende rundt i 7-8 min. og lede efter én enkelt post, som man er spænet forbi og faktisk har set ;-).

Fredag kom vi ikke ud, da vi var for sent på den og skulle være stillet til start inden kl. 12, men så kan man jo læse informaionerne på en 7-8 sider ordentligt, ik'!

Lørdag havde vi læst lektien og mødte op i ordentlig tid. Kom fint fra start og gennemførte i fin stil - og uden svinkærinder undervejs. Camilla opholdt sig foran resultattavlen for at se når hendes tid kom op. Længe lå hun nummer ét. Længe troede hun, at det ville ende sådan, men pga. fejlplacering af en post, var der 5 som ellers var blevet diskvalificeret der kom med ind på resultatlisten. Så rykkede hun ned på en 2. plads. Det passede ikke damen - tog et par timer at komme over, men sådan er det jo bare. Synes nu det er ok at blive nummer to!!

Etiketter:

mandag, september 29, 2008

Weekenden der forsvandt

Fredag var Camilla til fødselsdag hos en klassekammerat og skulle sove der til lørdag. Gik jo fint nok, bortset fra at hun ikke havde sovet ret meget - det har de andre nok heller ikke, for hun har vel ikke talt med sig selv hele natten :-)

Lørdag tog vi, sammen med et hold gode venner til GeoCentret på Møns Klint. Vi har talt om det siden det åbnede, og nu blev det så også til noget. Det var rigtig godt, og ungerne fik også en del ud af det. Der var rigtig mange ting at kigge på, film og ting man selv kunne prøve. Bagefter drak vi en kop kaffe udenfor, inden vi gik en tur ned på stranden. Der blev fundet forskellige forsteninger. Tror nu heller aldrig vi har været derude uden at finde noget vi kunne slæbe med op ad trapperne og med hjem :-) .......1000 trappetrin senere, var vi så oppe igen - og jeg med ondt i "skallen" fordi jeg pandede et træ en skalle på vej op - ved ikke hvem der lige havde placeret et træ sådan halvvejs ude på trappen.........!
Vennerne kørte med hjem og fik noget aftensmad, og sådan rigtig mange timer og rigtig meget rødvin senere kom vi alt for sent i seng. Søndagen bød på Gåsetårnsløb for hele familien. Børnene løb 2½ km. og vi halvgamle og ikke helt friske løb 7½ km. Ikke sådan bare ud ad landevejen, men op og ned ad bakke ude i skoven. Det var rigtig dejligt men rigtig, rigtig hårdt. Jeg kom ind i tiden 45:24, hvilket jeg er fint tilfreds med - 6 min. pr. km. er vel i orden dagen derpå, når terrænet er så kuperet.

Søndag eftermiddag ville sofaen så bare ikke hoppe ned fra min ryg igen og jeg lod den vinde, så jeg fik surfet noget internet og læst nogle blogs og den slags, og tidligt på aftenen lå jeg under dynen med en god bog. Endnu en weekend hvor jeg ikke fik strikket så meget som en maske!

Etiketter: , ,

søndag, maj 18, 2008

Yeessss.....

Jeg deltog i mit livs første løb i dag. Ikke noget stort løb, men det tror jeg nu heller ikke jeg sådan kommer til fremover. Jeg er nok bedst til at løbe alene, men alligevel lod jeg mig lokke med, da klubben i dag arrangerede Vintersbølleløbet.

Der stillede ca. 100 til start, hvilket er et flot fremmøde herude på landet. Jeg løb en 5 km. i meget kuperet tærren i tiden 29:16. Jeg er tilfreds - endda meget tilfreds. Mit første delmål er nået - at løbe 5 km. på under ½ time.

Camilla løb også og kom i mål i tiden 30:24. Det er flot, især når hun ikke gider træne. Hun kunne drive det vidt - hvis hun gad!

Etiketter:

tirsdag, maj 13, 2008

Pinsesysler...

Mere perfekt Pinsevejr skal vi da vist lede længe efter. Der har bare været nydning i den helt store stil. En 60 års fødselsdag lørdag aften, besøg hos mine forældre søndag og så hjem og få det sidste af drivhuset på plads søndag eftermiddag. Nu er vi klar til at dyrke tomater og andre lækkerier. Vi glæder os. Nu skal det bare indrettes med nogle planter!

Mandag brugte vi også i haven. Jeg fik slået græsplænen endnu engang - utroligt som den kan underholde hele sommeren. Mand og børn fik tilsået urtehaven. Vi er bagud i år, fordi vi har brugt så lang tid på drivhuset, men så får bare glæde af afgrøderne lidt senere end vi plejer.

Alexander gik til den med løgene - når der skal være 10 cm. mellem løgene, ja så SKAL der være 10 cm. mellem løgene, så der blev brugt tommestok.....ellers ved man jo ikke om der er 10 cm. imellem!!

Camilla skulle ud med et par ekstra fødselsdags-invitationer om eftermiddagen - ja, vi har endnu ikke fået holdt fødselsdag for klassens tøser, så det gør vi noget ved på lørdag. Den ene skulle afleveres helt ude i Bakkebølle, og først skulle vi op i den anden ende af byen. Aftalen blev så, at hun cyklede og jeg løb.

Det blev en rigtig fin tur, hvor vi løb/cyklede igennem Vintersbølle Skov på vejen hjem. Turen blev så også på 9 km. men vejret var jo godt og vandet var så flot og fuglende sang....og hvad kunne vi ønske os mere?

Jeg får løbet to gange om ugen i øjeblikket, og er nu oppe på at løbe 8-9 km. pr. gang. Det tager sådan cirka en time. Alt efter om jeg løber i skoven eller ligeud af Bakkebøllestien ind til Roklubben i Vordingborg. Naturen her omkring indbyder til det i en grad, så jeg er ved at miste pusten ind imellem. Jeg skal jo liiige have den sidste skovsti med, eller ned og have udsigten over Storstrømmen, og pludselig er det blevet til 3 km. mere end planlagt. Efter en hektisk arbejdsdag er det skønt at få tømt hovedet og tænke på en masse ingenting, mens jeg løber derudaf. Det er MIG-tid og jeg kan mærke, at det er sundt for både krop og sjæl.....jeg er blevet afhængig!!

Etiketter: ,

søndag, marts 23, 2008

Fanø

Nu hvor jeg har fået nogenlunde styr på vasketøjet og udpakningen kan jeg, synes jeg selv, med god samvittighed lige opdatere her, og skrive lidt om vores gøren og laden siden jeg var her sidst. Det er jo ved at være noget tid siden......

Sidste lørdag tog vi til Fanø, hvor vi havde lejet et dejligt sommerhus ude i klitterne. Super beliggenhed, uden at det var alt for forblæst. Vi fik travet en del på stranden udfor Rindby - og fundet en masse sneglehuse fra Konksneglen. Alexander er jo tosset med at samle og vi var nemme at lokke med. Sneglehusene er meget fine og dekorative, så vi har en del af dem med hjem.

Vi fik besøgt både Nordby og Sønderho, hvor vi kiggede på alle de meget gamle og meget flotte huse. I Nordby besøgte vi Glaspusteriet og fik også købt et par snapseglas med hjem. Manden laver kryddersnaps og det hænder da også at vi smager lidt på dem. Nu kan vi så nyde "en lille en" i de meget flotte og dekorative glas og tænke på Fanø......

Vi fik også kigget indenfor i Kunstladen. Der er godt nok lidt for enhver smag. De havde bl.a. en meget fin og ret stor garn- og håndarbejdsafdeling. Jeg kunne sikkert godt have brugt en dag derinde, men familiens tålmodighed rakte desværre ikke til mere end en ½ times tid. Der var mange fine strikkede ting og megen inspiration at hente, og bare deres udvalg af strikkebøger - uha det kunne have blevet dyrt.

På vej hjem fra Sønderho kiggede vi ind forbi naturlegepladsen ved Pælebjerg, som ligger i Fanø Plantage. Legepladsen kan stærkt anbefales, hvis man skulle komme forbi, og have nogle børn med - ja, det går altså også uden børn, for der er rigtig mange flotte ting at kigge på. Alene udskæringerne på tingene, er turen værd. Meget imponerende, og børnene kunne sagtens have brugt mere tid på at suse rundt og prøve de forskellige ting.

Grunden til at vi valgte at holde Påskeferie på Fanø er jo Påskeløbet. I år var det orienteringsløb i vådt og smattet terræn. Heldigvis trækker vandet hurtigt væk når der er sand nedenunder. Vinden gjorde også sit, og alle klubteltene levede deres eget liv om natten, hvor vejret bød på lidt af hvert incl. kuling. Dagene begyndte derfor med at få samlet hele teltet sammen, så det kunne rejses og vi kunne komme i læ for vind og regnbyger.

Vi fik meget våde sko og fødder - ja, helt op til knæene. Vi kunne hurtigt blive enige om, at det måtte være en sport for de seje!! Er det fordi at "det normale" kun er for amatører, at vi kaster os ud i sådan noget igen og igen? Påskefrokosten blev indtaget siddende på en plastikpose udenfor teltet - 2 min. efter væltede regnen dog ned, og vi måtte trække "indenfor".

Desværre endte det hele lidt for tidligt. Manden sled al huden af hælene - måske som følge af næsten nye og ikke helt tiltrådte sko og så alt for meget vand, sand og smat i skoene. Han udgik på 2. etape, og vi valgte så at tage hjem lørdag formiddag. Camilla og jeg kunne ellers godt have taget en Åben bane lørdag også, men det var, viste det sig, en god idé at tage hjem tidligt lørdag. Mange andre o-løbere havde holdt i kø i 2½ time for at komme med færgen til Esbjerg.

Etiketter: ,

søndag, marts 02, 2008

Søndags-sysler

Tusind tak for alle de rosende ord om sweateren i sidste indlæg. Det varmer og jeg bliver så glad når I tager jer tid til at lægge en kommentar! Jeg er ikke selv alt for god til det, men er dog, synes jeg selv, kommet lidt efter det på det sidste. Det betyder meget, at man ved, at der er nogen derude der læser med.

Jeg kom jo til at hoppe på Mariannes Hæklemysterie, og har nu lavet en strimmel på 28 x 120 cm. Jeg har brugt 14 masker ekstra for at få de 28 cm. i bredden. Nu er jeg så klar til på fredag hvor næste del af opgaven bliver lagt ud. Tak for jeres råd om, at hækle enderne ind, så der ikke er så meget at hæfte bagefter. Gad vide hvorfor jeg ikke selv på noget tidpunkt har tænkt så langt?? Det behøver I så ikke kommentere :-)

Udover begyndelsen på tæppet, er jeg begyndt og nået over halvvejs på Aleita Shell fra sidste nr. af IK. Det kører bare derud af i dobbelt mørkerød Arwette.

Ingen tvivl om, at den bliver godt lun! Måske også for lun, når der nu er tale om en vest - det finder jeg jo først rigtig ud af, når jeg tager den i brug.

I dag skulle vi have været en tur i Experimentarium i København, men Alexander har hevet sig en god gang snot og hoste, så det er lige udskudt til senere. Det ville være synd, hvis han ikke fik så meget ud af det, når nu han selv er sådan en Ole Opfinder!

Dagen er så blevet brugt på andre sysler - bl.a. oprydning og tøjvask - der er jo altid nok at gå i gang med. Derudover har jeg været ude at løbe en tur i formiddags. Sådan en 5-6 km. på 40 min. blev det til. Jeg er godt tilfreds. Jeg har jo ikke løbet rigtigt siden engang sidste sommer, så jeg skal jo lige op i omdrejninger igen. Heldigvis cykler jeg 10-12 km. hver dag og går til Aerobic en gang om ugen, så jeg har ikke været gået helt i stå i vinter. Vejret var bare skønt og solen skinnede, hvilket også trækker mig udenfor. Længst hjemmefra trådte jeg desværre lige "igennem stien" nede i skoven, og sad fast i mudder helt op til knæet. Det var så det med det usmarte i, at løbeskoene VAR hvide!!

Etiketter: , , ,

torsdag, februar 21, 2008

Endelig....

En af de lokale sportsforretninger har de sidste 3 uger haft et tilbud hvori der både var løbetøj og -sko. Sådan en pakkeløsning. Da jeg henvendte mig i butikken for at få sammensat en sådan pakke, ville den flinke dame bare ikke sælge pakken til mig!

Hun målte mig med blikket.....både op og ned......konklusion: Du vejer for lidt til det her tilbud!Fair nok......og fint at hun siger, at skoene ikke passer til mig. Jeg ville jo også blive irriteret, hvis jeg kom hjem med noget forkert. Ihærdigt og kundevenligt forsøgte hun så at finde en anden sko, der kunne indgå i tilbuddet, men desværre......ingen sko mindre end str. 38!

Små mennesker med små fødder der oven i købet vejer "for lidt", løber åbenbart ikke!!

Nu er det jo ikke den første sportsforretning jeg har været inde i det sidste ½ år (de gamle gik i stykker i sommers) for at opdrive et par løbesko. Faktisk synes jeg ikke jeg er særlig kritisk (udover størrelsen, altså) for jeg skal hverken løbe halv- eller helmarathon, men kun løbe rundt i nabolaget og så lunte rundt nede i skoven, så det har da undret mig noget, at det kunne være så svært.

Nu er det så efter lang tids søgen langt om længe lykkedes mig at finde et par løbesko i min størrelse! Troede bare ikke lige jeg nogensinde ville købe sko på nettet - men desperat kan man vel blive og det bedste af det hele er: De passer!!

Så er der kun lige én ting mere jeg kan undre mig over i den sammenhæng: Hvorfor pokker laver man stort set kun hvide løbesko? Det er da ikke særlig praktisk - hvordan ser de her lige ud efter den første tur i skoven?

Etiketter: ,