tirsdag, september 27, 2011

Første billede

af Helge - tror vist det var i dag det skulle lægges ud, hvis man var med i hækle-projektet. Lige nu ligner ham Hr. Elg Helge ret meget ingenting - ser vel bare lidt stribet ud og småfed ud i den ene ende. Ved ikke lige hvad jeg skal synes om farverne. Dvs. det ved jeg godt. De sidder ikke lige i skabet. Havde ikke andet, og måske det bare ender med en lidt speciel og multifarvet elg ;-)


Weekenden var meget fyldt og meget travl, så der er intet blevet hæklet. Måske man skulle nuppe nogle omgange nu. Lektiecaféen er lukket for i dag, og jeg har fundet sofaen, så måske lige om lidt og så en kop te eller to. Er der andre der har gang i en Helge?

Etiketter:

onsdag, september 14, 2011

Herlige Helge

Vidste der var noget jeg manglede!

For nogle år siden strikkede jeg en ugle. Min mor kunne vist ikke få øje på det smarte i sådan en fætter. Hvorfor nu det? Kan den bruges til noget........og var det ikke en bedre idé at strikke noget fornuftigt.

Tjoooo....og næhhhh.....den kan nok ikke bruges til så meget - den var sjov at lave og så har ungerne været vilde med den og har begge brugt den som sovedyr - den bor nu under Alexanders seng, så den er endda flyttet med os da vi flyttede. Nu må vi have en ny beboer i huset. Vi deler gerne.....

Håber, at vi inden længe kan byde Helge velkommen. Jeg er klar. Hyggeligt initiativ og fin opskrift - og ikke mindst en lækker elg :-)

Har du lyst til at hækle en elg - sådan lige nu, så smut forbi hos "Hvad bier taenker" og nup en opskrift på Herlige Helge.

Etiketter:

torsdag, september 16, 2010

Fætter....

......med den røde hjelm godt nede om ørerne. Alexander så den og måtte eje. Fint, tænkte jeg. En lille fætter der kan holde styr på hvor langt han når, i den læsebog fra skolen, som han ikke lige interesserer sig voldsomt for. Hvorfor læse om fodbold og skoleblade når man nu hellere vil vide noget om planeter og deres måner ;-)


Fluks var der en lille hæklet fætter der så dagens lys - og så røg den ellers ind i en af de populære bøger ;-) Hvorfor skal han da også leve sit liv i en kedelig bog ;-) Læsebogen fra skolen må så nøjes med et mere almindeligt - og nok også lidt mere kedeligt bogmærke.

Hækle-vejledningen findes her hos Annika, og så kan man jo ellers variere hvis man skulle få lyst - findes også i monster-udgave. Camilla har bestilt en med spidshue, selvføli' :-)

Etiketter:

lørdag, januar 23, 2010

Hut-li-hut og hue med tut......

Det er ikke blevet til meget håndarbejde på det sidste, men så skete der alligevel noget da jeg skulle lægge noget garn ned i en af skufferne - havde taget livet af et tæppe jeg var begyndt på for lang tid siden, og som jeg godt kunne se, nok aldrig ville bliver til ret meget mere end det der allerede lå under sofaen.

Skulle så lige prøve at "lege" lidt med farver og forskelligt garn, og det kom der så en hue ud af - til Alexander. Har før lavet en til Camilla, men det er mange år siden.

Nu ville skæbnen så, at jeg ikke havde målt eller noget undervejs, så yngsteøglen endte ud med en "tut" der var ca. 2 cm længere end tøsebarnets, og så var der godt nok krise. Hun kunne lige se det for sig - at lillebror skulle løbe rundt i skolegården og "flashe" en hue-tut der var længere end hendes.

Mor blev blød, og så blev der leget med nogle andre farver. Lidt som "at male" - bare med garn. Lidt sjovt, og en hue mere så dagens lys. Denne gang med meget laaaaaaaang tut, for at man ikke skulle være i tvivl om, at den var længere.

Tror vi er endt ud med, at alle er tilfredse - denne gang.

Etiketter:

tirsdag, juli 14, 2009

Hæklet tøj

...til Build-A-Bear. Er afsendt og modtaget hos bamsemor, så nu kan det godt vises frem.

Hæklet i mandarin-petit i lidt rester og lidt sort. Ikke så mange ben i det, men meget hyggeligt. Det er jo sjovt at se, hvor hurtigt der kommer facon på og den slags.

Jeg er stadig i gang med Camillas "Elvira". Har både strikket frem, men også noget tilbage :-), så der er underholdning for alle garnpengene ;-) Men den bliver fin, så det gør ikke noget ;-)

Etiketter:

torsdag, juni 18, 2009

Striber

Der hækles Build-A-Bear striber. Er nået dertil, hvor jeg bliver nødt til at prøve om kreationen passer bamse kanin der bor her i huset. Jeg tror nemlig "vores" kanin og Bornholmske"Tante Lilla" har nogenlunde de samme kropsmål. Har målt efter, og selvom man ikke taler om en dames mål, så matcher de hinanden sådan så nogenlunde, især med det ene øjet knebet lidt i ;-) Det er altså ikke helt nemt at måle en bamse, da den ligesom er for blød til, at målene er de samme hver gang!

Mangler nu nogle kanter og nogle knaphuller, men der skal lige prøves først. Gider ikke lave det færdigt, hvis "tanten" ikke kan skrue sig ned i den når det kommer til stykket.

Kanin må en tur i prøverummet - men senere, når opvask, madpakker og oprydning lige har "klaret sig selv".

Etiketter:

onsdag, juli 09, 2008

6 af 12 projekter 2008

"Skjerfet" er hermed udråbt til det 6. projekt i 2008. Jeg er jo (overraskende nok) lidt bagud. Fik hæklet blomster, fundet perler og vupti er det lille projekt færdigt. I løbet af meget kort tid - hallehøj hvor det går.....



Gad vide om man skulle ride på bølgen mens den er der, og få lavet lidt andet - noget strik f.eks. Der skulle være nok at gå i gang med i og omkring strikkekurven, i og omkring sofaen.....og lidt under sofaen sammen med "hybelkaninerne", hvis man altså lige orker at bukke sig ned og kigge efter.......

Etiketter: ,

Indendørshygge...

Vandet vælter ned fra himlen og et tordenvejr ligger lige i nærheden og gør opmærksom på sig selv. Jeg har ikke noget imod lyn og torden - synes faktisk det er ret hyggeligt at sidde her i det dunkle og meget skiftende lys, med en god kop kaffe og kigge ud på regnen.

Hos BenteB fandt jeg, for et par dage siden en opskrift på et hæklet tørklæde (Noe Noa). I går aftes greb jeg så hæklenål og et nøgle Mandarin Petit og så gik det jo bare derudaf. Nu er enderne næsten hæftet, og så skal der bare laves nogle fine blomster til at pynte med - og findes nogle perler i den rette størrelse. Hyggeligt lille projekt og Camilla har kigget på det.....med bedende øjne, så jeg kan også regne ud, at det ikke bliver mit tørklæde - men ok, det passer også til Camillas brune kasket!



Camilla har haft en veninde på besøg i går og i nat, og nu er de kørt - sammen. I nat skal de sove hos veninden - de hygger sig gevaldigt. Alexander jubler og er midlertidigt flyttet ind på Camillas værelse - han nyder det lige så meget, og har planlagt at han skal sove derinde i nat.

Jeg vil smutte tilbage til de løse ender, og få styr på det.
Hyg jer derude!

Etiketter: ,

torsdag, marts 27, 2008

Bagud....

...er hvad jeg er. Bare fordi jeg lige var lidt væk i Påsken og ikke havde taget hæklerierne med. Gad ikke lige slæbe alle de der forskellige garnnøgler med - tror nok også manden syntes at jeg havde rigeligt garn med allerede :-)

Nu er jeg så nået til 3. del af mysteriet, men lige nu er jeg i syv sind (eller deromkring). Jeg ved ikke lige hvad jeg skal synes om de dersens fastmasker midt i det hele, og så alligevel.......jeg aner jo ikke hvad der kommer bagefter......ok, det er så lige idéen med "Mysteriet" Fru Krogh...

Er der nogen derude der er med på samme "Mysterie" og har taget et billede af sagerne, så jeg lige kan få lov til at smugkigge?

Måske jeg bare ikke lige har fået taget mig sammen til at komme videre.......og jeg kommer også til at mangle garn i de mørke farver.....ynk, ynk............og så er jeg noget så snottet og hoster som en gammel traktor...........og tag dig nu bare sammen og sæt i gang!!

Etiketter:

søndag, marts 02, 2008

Søndags-sysler

Tusind tak for alle de rosende ord om sweateren i sidste indlæg. Det varmer og jeg bliver så glad når I tager jer tid til at lægge en kommentar! Jeg er ikke selv alt for god til det, men er dog, synes jeg selv, kommet lidt efter det på det sidste. Det betyder meget, at man ved, at der er nogen derude der læser med.

Jeg kom jo til at hoppe på Mariannes Hæklemysterie, og har nu lavet en strimmel på 28 x 120 cm. Jeg har brugt 14 masker ekstra for at få de 28 cm. i bredden. Nu er jeg så klar til på fredag hvor næste del af opgaven bliver lagt ud. Tak for jeres råd om, at hækle enderne ind, så der ikke er så meget at hæfte bagefter. Gad vide hvorfor jeg ikke selv på noget tidpunkt har tænkt så langt?? Det behøver I så ikke kommentere :-)

Udover begyndelsen på tæppet, er jeg begyndt og nået over halvvejs på Aleita Shell fra sidste nr. af IK. Det kører bare derud af i dobbelt mørkerød Arwette.

Ingen tvivl om, at den bliver godt lun! Måske også for lun, når der nu er tale om en vest - det finder jeg jo først rigtig ud af, når jeg tager den i brug.

I dag skulle vi have været en tur i Experimentarium i København, men Alexander har hevet sig en god gang snot og hoste, så det er lige udskudt til senere. Det ville være synd, hvis han ikke fik så meget ud af det, når nu han selv er sådan en Ole Opfinder!

Dagen er så blevet brugt på andre sysler - bl.a. oprydning og tøjvask - der er jo altid nok at gå i gang med. Derudover har jeg været ude at løbe en tur i formiddags. Sådan en 5-6 km. på 40 min. blev det til. Jeg er godt tilfreds. Jeg har jo ikke løbet rigtigt siden engang sidste sommer, så jeg skal jo lige op i omdrejninger igen. Heldigvis cykler jeg 10-12 km. hver dag og går til Aerobic en gang om ugen, så jeg har ikke været gået helt i stå i vinter. Vejret var bare skønt og solen skinnede, hvilket også trækker mig udenfor. Længst hjemmefra trådte jeg desværre lige "igennem stien" nede i skoven, og sad fast i mudder helt op til knæet. Det var så det med det usmarte i, at løbeskoene VAR hvide!!

Etiketter: , , ,

mandag, februar 25, 2008

Vupti....

...og så blev min sweater færdig - langt om længe..... Det ser godt nok ikke lige ud til, at vi skal have vinter og frost i denne omgang, men så har jeg da en ulden sweater der er klar til næste vinter! Indrømmet....den har været undervejs et stykke tid.

Da jeg nåede bærestykket OG fik strikket forkert i mønsteret var det som om interessen pludselig forsvandt. Sidste weekend fik den så lige en skalle, og jeg fik strikket det sidste på bærestykke og hals - og syet tråde ind!

Nu er jeg så noget spændt på hvordan Lucca arter sig når den bliver vasket, men det må tiden vise. Indtil nu er jeg godt tilfreds og garnet er ultra-blødt! Det er rigeligt med garn til at Camilla også kan få en sweater i det samme garn ....... næste vinter, hvis jeg så ikke har fået brugt det til noget andet.

Et projekt færdigt - så må man vel hellere begynde på noget nyt, så kurven ikke kommer til at virke alt for tom. Godt nok ligger der en lille bolero dernede, der faktisk kræver lidt opmærksomhed, men jeg kan ikke huske hvor langt jeg er kommet i mønsteret, så det kan vel ligeså godt vente lidt endnu.
Marianne lokkede endnu engang med et af hendes overraskelsesprojekter. Denne gang ved jeg da, at det skal blive til et tæppe. Jeg hækler i Mandarin Petit, som jeg efterhånden har fået opbygget et større lager af. Nu er der så lige den lille ulempe med alle de der f....... tråde der skal hæftes, men det kan jeg vel tage til en gang X-faktor på fredag. Der behøver jeg jo ikke have øjnene på skærmen! Camilla skal nok fortælle hvad der foregår deroppe :-)

I Lørdags var vi til 40-års fødselsdagsfest. Fødselaren vidste så bare ikke, at han skulle holde fest. Jeg var noget spændt på, om det var lykkedes familien at holde det hemmeligt. Det tror jeg det var!! Han lignede godt nok noget der var faldet ned fra rummet, da han stod der foran alle sine gæster og ikke anede hvad han skulle sige.....! Det blev det jo ikke mindre festligt af. Hold da op, det var en god fest, og hvor fik jeg danset. Det gik jo rigtig, rigtig godt. Lige indtil i går eftermiddags hvor jeg pludselig følte mig noget stivbenet og havde lidt svært ved at bevæge mig. Der kunne jeg så godt mærke at jeg ikke er 25 mere :-)

Så hev jeg ellers løbeskoene frem, og fik taget en lille tur rundt i terrænet. Det var skønt, især bagefter. Jeg er stadig øm, men det forsvinder vel igen.....om nogle dage. Så ka' hun lære det ka' hun!!!!!

Etiketter: ,

lørdag, maj 12, 2007

Søster sommerhat...

Efter plyndringen af Bogbussen i går eftermiddags blev sofaen indtaget med en stak bøger og blade i går aftes, da freden havde sænket sig, efter finalen i "Scenen er din". Jeg fandt opskriften på denne lille sommerhat i et tillæg til Hendes Verden 8/2007. Nu kan Celina "Build-A-Bear" godt gå sommeren i møde med ny hovedbeklædning.


Montering og isætning af knapper på denne lille baby-vest er også i orden. Hu-hej hvor det kører for Fru Krogh lige i øjeblikket. Garnet er Catania bomuldsgarn - ved ikke hvor det stammer fra - måske er det kun mig der kender det. Opskriften er fra en af Mariannes Hækl-A-long'er. Jeg ved ikke helt om jeg synes om farvesammensætningen i garnet, men med en lille sød bluse under er den nok OK.

Der burde egentlig have været et lille flag med i dette indlæg. Faktisk har jeg rundet indlæg nr. 100 i går - uden at jeg lige bemærkede det. Senere på måneden er det et år siden jeg flyttede ind hos Blogger. Utroligt som tiden suser afsted!

Etiketter:

fredag, maj 11, 2007

Zig-zag-sagen

....er færdig nu. Fandt noget garn der var nok af og fik hæklet kanten færdig i går aftes mens jeg sad og sumpede lidt over melodigrandprix-melodierne. Gad vide hvordan de andre ni sange har lydt rundt omkring i verden, hvis dem der var med i går var de bedste :-(

Jeg holdt ikke ud til den bitre ende. Da tæppet var færdigt gik jeg i seng.

Tæppet måler 100 x 180. Hvis jeg skal lave ét en anden gang skal det være bredere, men alt i alt er jeg godt tilfreds med det noget spraglede resultat - det er jo lavet af rester!! Camilla blev rigtig glad her til morgen da hun så det var færdigt, og nu sidder hun og hygger under det inde i stuen. Jeg tror det er godkendt.
Gad vide hvad jeg så skal lave færdigt i aften. Drømmen er en tom strikkekurv, men jeg ER slem til at begynde på noget nyt inden jeg får afsluttet de igangværende ting, men jeg har været ret standhaftig i den senere tid, synes jeg i hvert fald selv, og har forsøgt at gøre kål på noget af alt det der lå dernede ved siden af sofaen. Når andre kan - kan jeg (måske) også!!!

Etiketter:

torsdag, april 12, 2007

Forsinket til lykke

...til Camilla som blev 10 år i går. Utroligt som tiden iler. Ungerne bliver store, men så længe jeg ikke bliver ældre gør det jo ikke noget :-)

Påsken blev nydt rigtig meget. Pynten blev fundet frem, og der blev hængt på grenen i stuen til den i hvert fald ikke kunne bære mere. De sidste 6 år har vi været til Påskeløb med orienteringsklubben, men sådan skulle det ikke være i år. Alexander var meget bange for, at påskeharen slet ikke ville kunne finde ham i år, når han var herhjemme - hvilket han aldrig har prøvet. Men han blev ikke glemt og ikke snydt for æg. Haren lagde heldigvis vejen forbi vores have på vej til Jylland - hvor heldig kan man være?
I fredags blev der taget hul på Camillas fødselsdag. Familien kom til Påskefrokost og hun blev fejret med kager og gode gaver. I går fejrede vi det så selv og næste søndag er det klassens piger der skal til fødselsdag.

Håndarbejde er der også blevet lidt tid til. Camillas tæppe skrider fremad og jeg har nu over 1½ meter zig-zagger. Der skal lige lidt mere til, så jeg fortsætter. Der er heldigvis stadig bomuldsgarn at tage af. Jeg kunne dog godt have ønsket mig, at jeg havde lavet det lidt bredere. Der kommer godt nok en kant på til sidst, men alligevel kunne det godt have været 20-30 cm. bredere. Så ved jeg det til en anden gang, hvis jeg skulle finde på at lave et mere.

Nederst i strikkekurven har der længe ligget en ugle - i småstykker. Nu er Otto Owl så blevet monteret, men en lidt flad fornemmelse er han stadig. Der skal lige lidt fyld til før han får den rette facon. Sød det er han og børnene vil gerne have at han flytter ind hos dem. Han er krammeegnet mener de.
Valkeslangen er også færdig til udstopning. Det har den været rigtig rigtig længe. Alle mine stoffer og ting til "udstopning" ligger på loftet og der kommer jeg jo ikke lige hver dag. Hvem der dog havde et værelse til den slags. Så kunne symaskinen også komme frem i lyset, så jeg kunne få syet lidt mere end jeg gør. Drømmene fejler ikke noget, men mulighederne er der bare ikke!

Etiketter: , ,

lørdag, marts 24, 2007

Tilbage igen

Så er vi vist langt om længe ved at være friske igen. Det har været en lang og sej omgang, og vi hoster stadig - det kører rundt hele natten, og vi skiftes pænt til at hoste. Umiddelbart ser det ud til at både Alexander og jeg slipper for influenza-feberen, hvilket jo er alletiders. Vi "nøjes med" hoste og snot.

Udover almindelig snot og dårligdom er jeg startet i lysbehandling (PUVA). Jeg har fået stillet en diagnose der hedder "Lymphomatoid papulosis". Der er intet dansk navn for den og fra august 2006 og frem til januar 2007 har jeg været under udredning for kræft. De har heldigvis intet fundet. Sygdommen er kronisk og ses normalt som en følgesygdom til f.eks. lymfekræft. Sygdommen viser sig ved, at jeg får nogle underlige bumselignende "dimser" som bliver til sår og derefter forsvinder igen, og efterlader nogle brune ar. Det er de hvide blodlegemer der trækker ud i huden og laver knuder. For at afhjælpe dette farter jeg lige nu til Næstved tre gange om ugen for at modtage 40 sekunders UVA-lys. Jeg skal inden hver behanling tage nogle tabletter, som gør mig ekstremt lysfølsom. De gør mig også træt og uoplagt og giver mig hovedpine. Lige nu synes jeg, at de 6-9 uger, som behandlingen skal tage virker som en evighed, men hvis det kan pynte lidt på mig er det nok alligevel ok. Fremtiden er der ingen der kan eller vil spå om. Lægerne har ikke den store erfaring med sygdommen da jeg er 1 ud af 1 million! Der er dog dømt total overvågning resten af livet. Der kontrolleres og stikkes og undersøges og kigges på. Jeg er blevet patient!!

Det er ikke meget håndarbejde det er blevet til på det sidste. Dog er Wicked blevet strikket færdig. Den er, som først antaget, blevet alt for bred, men den kan bruges udenpå noget andet. Farven er ikke den bedste og alt i alt er det ikke noget vellykket projekt, men den kan trods alt bruges. Der er dog dømt "OM'er" og jeg tror også jeg har garnet til at begynde forfra. Der skal dog lige laves en strikkeprøve.

Camillas zig-zag tæppe skrider lystigt fremad. Det er stadig sjovt at hækle på det - det indbyder og lokker til lige at tage et par rækker sådan ind imellem. Farverne er måske ikke "lige i skabet" og det er tæppet nok heller ikke.

Mandens kommentar var: Jeg håber sandelig at det er en gave, så det ikke skal ligge fremme her i huset!! Så heldig er han nu ikke!!

Etiketter: , ,

onsdag, marts 07, 2007

Jeg er her stadig...

...hvis I skulle være i tvivl derude, men der er stort set ikke sket en bjælde her på matriklen i 14 dage! Camilla var sengeliggende og syg med 4o i feber i ca. 14 dage. Efter den første uge måtte vi have assistance fra bedsteforældrene - jeg kunne ikke blive ved med at være hjemme fra arbejde. Første omgang penicillin tog lungebetændelsen men ikke feberen. Efter 3. lægebesøg fik vi så en ny omgang penicillin, og denne gang noget bredspektret der skulle tage alt. Det gjorde den også. Nu er hun oppegående - hun er i skole, men hun er ikke frisk. Hun er feberfri, men hun slæber sig afsted somom hun var tæt på de 90. Det tager tid og det tærer hårdt, men hun holder ud og håber på bedring, snart!!
Nok om sygdom. Strik er der ikke sket ret meget i, men jeg har fået hæklet lidt på Liselottes tæppe. Det er sjovt og lidt spændende, som det altid er med striber. Hvordan kommer det til at se ud når næste stribe kommer på? Jeg kan ikke hækle og se fjernsyn, så jeg har ikke set meget fjernsyn på det sidste - kun lyttet....

Etiketter: ,

torsdag, februar 22, 2007

Så kom sneen..

....men vi har ikke fået så meget som andre steder i landet, hvor alting er lukket. Vi har fået et lille beskedent lag, men nok til at jeg ikke regnede med at kunne cykle her til morgen. Jeg nåede at gå næsten hele vejen (ja, kun 4 km.) før jeg blev samlet op af en kollega. Jeg fortrød lidt, at jeg ikke havde taget cyklen med, for der var da ryddet på næsten hele cykelstien. Den var i hvert fald bedre end vejen!
I går faldt jeg så i og gik igang med zig-zag-tæppet. Farverne kan I ikke regne med, for de ser da mærklige ud på billedet. Det tager lidt tid at få lavet hver række - især når det er i restegarn, for der skal øges ind imellem, men et meget hyggeligt projekt - og tiden den har jeg jo lige nu. Camilla har lungebetændelse og ligger stadig med ca. 40 i feber, så hun har ikke lyst til at engagere sig i farverne eller noget som helst andet. Det må du bare bestemme var meldingen, da jeg spurgte om hun havde nogen mening.

Hun har det bare så dårligt, og jeg har bare så ondt af hende, men det er nok kun tiden, og så den penecillin hun nu har fået der kan gøre underværker. Vi håber lidt på mirakler i løbet af de næste par dage. Det er lidt hårdt og meget svært at få tingene til at hænge sammen, når der hele tiden skal være en hjemme hos hende. Men sådan er det bare - lige i øjeblikket.

Etiketter: ,