Vupti....

...og så blev min sweater færdig - langt om længe..... Det ser godt nok ikke lige ud til, at vi skal have vinter og frost i denne omgang, men så har jeg da en ulden sweater der er klar til næste vinter! Indrømmet....den har været undervejs et stykke tid.

Da jeg nåede bærestykket OG fik strikket forkert i mønsteret var det som om interessen pludselig forsvandt. Sidste weekend fik den så lige en skalle, og jeg fik strikket det sidste på bærestykke og hals - og syet tråde ind!

Nu er jeg så noget spændt på hvordan Lucca arter sig når den bliver vasket, men det må tiden vise. Indtil nu er jeg godt tilfreds og garnet er ultra-blødt! Det er rigeligt med garn til at Camilla også kan få en sweater i det samme garn ....... næste vinter, hvis jeg så ikke har fået brugt det til noget andet.

Et projekt færdigt - så må man vel hellere begynde på noget nyt, så kurven ikke kommer til at virke alt for tom. Godt nok ligger der en lille bolero dernede, der faktisk kræver lidt opmærksomhed, men jeg kan ikke huske hvor langt jeg er kommet i mønsteret, så det kan vel ligeså godt vente lidt endnu.

Marianne lokkede endnu engang med et af hendes overraskelsesprojekter. Denne gang ved jeg da, at det skal blive til et tæppe. Jeg hækler i Mandarin Petit, som jeg efterhånden har fået opbygget et større lager af. Nu er der så lige den lille ulempe med alle de der f....... tråde der skal hæftes, men det kan jeg vel tage til en gang X-faktor på fredag. Der behøver jeg jo ikke have øjnene på skærmen! Camilla skal nok fortælle hvad der foregår deroppe :-)

I Lørdags var vi til 40-års fødselsdagsfest. Fødselaren vidste så bare ikke, at han skulle holde fest. Jeg var noget spændt på, om det var lykkedes familien at holde det hemmeligt. Det tror jeg det var!! Han lignede godt nok noget der var faldet ned fra rummet, da han stod der foran alle sine gæster og ikke anede hvad han skulle sige.....! Det blev det jo ikke mindre festligt af. Hold da op, det var en god fest, og hvor fik jeg danset. Det gik jo rigtig, rigtig godt. Lige indtil i går eftermiddags hvor jeg pludselig følte mig noget stivbenet og havde lidt svært ved at bevæge mig. Der kunne jeg så godt mærke at jeg ikke er 25 mere :-)

Så hev jeg ellers løbeskoene frem, og fik taget en lille tur rundt i terrænet. Det var skønt, især bagefter. Jeg er stadig øm, men det forsvinder vel igen.....om nogle dage. Så ka' hun lære det ka' hun!!!!!