lørdag, november 25, 2006

Så gør vi sådan....

...når vi vasker vort tøj - stryger vort tøj! Mandag stod strygejernet af - ikke den store katastrofe - bare almindeligt irriterende, at det ikke kan holde mere end ca. 10 år sådan et strygejern. Fredag aften stod vaskemaskinen så af - efter ca. 10 års tro tjeneste! Det er jo så til gengæld ved at nærme sig en katastrofe, især fordi jeg vasker 4-6 maskiner tøj i løbet af weekenden og i går nåede jeg kun 1. maskine inden den gav op - dvs.den vaskede det ikke, men vandede det kun! Den kunne godt lukke vand ind og ud, men tromlen ville ikke dreje rundt mere. Det sidste ½ år er der løbet vand ud af den når den vaskede, så jeg havde set det komme - dog havde jeg en forventning om, at den kunne holde til januar-udsalget, men det kom jeg så ikke til at bestemme!

Efter en tur i Skousen her til formiddag er jeg nu den lykkelige ejer af en ny vaskemasine og et nyt strygejern (et samlet godt tilbud), men hold da k.... hvor er strygejernet dog grimt. Gad vide hvordan man finder ud af, at enhver husmors drøm om et stygejern er en lilla udgave? Farven gør strygningen til en leg - bare kom an krøllede skjorter...
Camilla trøstede mig med, at det ikke var lige så grimt som mormors meget lilla kagedåse :-) TAK!

Strik har været stærkt nedprioriteret, da vi har haft en overbooket uge. Alt for meget arbejde og alt for meget alt andet. Michael er ved at lægge sidste hånd på masteropgaven (jeg er ansat som korrekturlæser), og jeg er ved at sætte igang med kursusplanlægning og forberedesle til det kursus jeg skal være med til at holde i Himmelev på tirsdag. Måske det heller ikke kan udskydes længere...

Jeg er bagud og har været det i alt for lang tid efterhånden - og jeg er ikke den eneste. Arbejdspladsen er plaget af stress - desværre er det tiltagende - gad vide om vi kommer helskindede ud på den anden side af denne strukturreform.

fredag, november 17, 2006

Velkommen...

siger vi så til gæst nr. 5, som ankom i går aftes. Et stk. halsedisse til Camilla strikket efter opskrift nr. 0-204 fra Garnstudio. Opskriften ligger under "Ekstra opsrifter", men jeg ved ikke om den også ligger i deres normale arkiv. Garnet er "Big print" fra Schoeller + Stahl. Jeg har strikket lidt flere omgange mellem udtagningerne, da garnet ikke passer til strikkefastheden, men "halsen" sidder fint omkring Camillas hals, som er af den tynde slags. De halsedisser jeg har strikket i strømpegarn er meget hurtigt blevet for vide, så de flaner under jakkerne. Nu prøver vi et nyt koncept, og ser om det går bedre!

Nu "tror" jeg kun jeg afventer 3 gæsters ankomst:
- Otto Owl, som venter på en sammensyning
- Valkeslangen, som mangler sit hoved, en valkning, en sammensyning og en udstopning
- Hæklet babytrøje og hue, hvor trøjen er hæklet men mangler sammensyning og kanter og hvor huen kun lige er påbegyndt

Ordet "tror" dækker lidt over, at der kan gemme sig overraskelser længere nede i kurvene (ting som ikke kan ses ved at jeg stikker hovedet ud over sofaens kant og glor derned) - ting jeg har glemt alt om og ting som jeg ikke aner jeg er begyndt på. Jeg må lige mærke efter i aften, når sofaen bliver ledig.

Lige nu er det børnene der sidder og glaner foran "husalteret" og ser Disney-sjov. Camilla har været i svømmehallen sammen med klassen, og kan dårligt holde sig oprejst fordi hun bare er så træt..... nej forresten, hun er ikke træt - bare afslappet og hun kan sagtes se vild med dans......uden at falde i søvn....og ja, jeg kommer gerne og lægger hende ned når øjnene gi'r op!

Glimt fra en hverdag

Alexander fantaserer allerede om næste sommer:

- Mor, jeg skal have nye sandaler til sommer
- Jamen, det skal du da sikkert.
- Ja, og det går ikke at købe dem nu, for så er de bare krympet når jeg skal bruge dem....

Vi må have et meget fugtigt indeklima med den skrumpen, som ikke kun gælder fodtøjet, men også beklædningsgenstande! F.eks. er det gået ud over livvidden på mandens bukser....;-)

tirsdag, november 14, 2006

Line...

...er strikket i 5 farver 4-trådet Opal. Opskriften er fra Silkeborg Uldspinderi og der er ingen ændringer foretaget. Dog har jeg målt og talt rækker, fordi strikkefastheden ikke helt passede i højden.

Jeg tvivler nu på at denne str. 1 år også kommer til at passe et barn på 1 år - den ser mig noget lille ud, men det er jo også et stykke tid siden jeg har haft så små børn!

Så er jeg faldet lidt i - både hvad angår køb af bøger og garn. Bøgerne har jeg modtaget og så er der garn og strikkepinde som jeg venter på fra Marianne. Der var lige et par godt tilbud som jeg ikke kunne lade gå min næse forbi. Strikkepindene trænger jeg til fordi jeg fik knækket min Addipind nr. 3 og det er da ikke nemt at undvære pind 3!! Hvorfor jeg så lige bestilte flere (5-6 stykker) ....jaaahh og johh....de var ikke så dyre og så mangler jeg tit pinde i str. 3-4½, da det meget er de samme størrelser jeg bruger. Garnet er jeg bare nødt til at prøve noget af.....måske der kan blive et halstørklæde til manden af noget af det, hvis det ikke kradser for meget! Denne beklædningsgenstand er nemlig sat på strikke-ønske-listen fra hans side af.

Noget andet og stærkt vanedannende er denne bog: Stieg Larssons "Mænd der hader kvinder". Jeg har meget svært ved at lægge den fra mig når jeg først får fat i den om aftenen, og det går lidt ud over nattesøvnen. Det er rart at vide at nummer to nu er på gaden, men trist at vide at der ikke kommer mere fra hans hånd, når hele denne serie er udgivet. Stieg Larsson døde desværre alt for tidligt af hjertestop.

mandag, november 13, 2006

Fremskreden alder...

- Mor, skal jeg pensioneres som 14 årig?
- Du tror ikke du skal konfirmeres først?
- Johh, det kan da godt være at det er det jeg skal?

Heldigvis er der lidt tid til endnu, men derfor kan vi jo godt begynde at overveje hvorfor og hvordan. Camilla tænker meget over hvorfor. Lige nu er hun ikke i tvivl - hun VIL gerne....

søndag, november 12, 2006

Suk.....

Det ser ud til at det skal være (sen) weekend før jeg kan finde ud af at bruge lidt tid på at få opdateret. Livet farer for heftigt forbi i øjeblikket og jeg har svært ved at hænge på. Dog slapper jeg lidt af ved at strikke og nyder meget den korte tid, jeg får brugt på det. Det er nu blevet til 3. gæst i afslutningsfesten. Et par ragsokker til migselv (str. 36) strikket i dobbelt garn (en tråd grøn opal og en tråd Fortissima - den med kastanjerne....). Så behøver jeg heller ikke at fryse tærerne, og så er der lige noget med de der kastanjer, som jeg ikke kan huske!

4. gæst (Line) er også næsten klar til at gøre sin éntre - den mangler lige et ærme.....måske i aften!

Weekenden gik med alt det praktiske (vasketøj, opvask, rengøring og planlægning af den kommende uge). Jeg synes ikke det er sjovt. Det er ordnet og så jeg kan begynde forfra med det hele igen i næste weekend :-( Ungerne har haft besøg af legekammerater, vi har bygget en ridderborg i lego og brugt mange timer på at lede efter de rigtige og manglende klodser, manden har fået malet carporten færdig, så den kan klare den første vinter, uden at suge alt for meget fugt, og den regnvåde græsplæne er blevet slået for forhåbentlig sidste gang i år. Selvom vi hele tiden er "på dupperne" synes jeg hele tiden vi er bagud - gad vide om vi nogensinde "kommer med"?

mandag, november 06, 2006

Weekend-hygge-nygge

Så blev det mandag morgen. Weekenden er desværre en historisk begivenhed og familien er nu fordelt på deres respektive pladser igen. Lørdag havde vi besøg, som blev nydt i fulde drag. Til Malene og Anders: Det er altid så hyggeligt og uforpligtende at være sammen med jer - tak for en god dag, og ikke mindst den lækre æblekage - jeg må eje opskriften!

En anden opskrift er en jeg har opsnappet hos Liselotte. Denne Julelikør, som blev "sat over" for en uge siden og som nu står og hygger sig - jeg er spændt på resultatet og glæder mig til at smage.... Normalt laver vi kun kryddersnapse af bl.a. valnød og porse (af egen avl). Nu skal der lige lidt nyt på bordet!

Søndag formiddag fik jeg syltet årets rødbedehøst. Det var til at overskue, idet der kun blev 5 store glas. Normalt er det en helt anden størrelsesorden der bliver syltet i her i huset, men måske er det meget godt at der ikke var så mange i år. Mine forældre høstede 17 kg. asier og vi har fået nogle af dem leveret i syltet stand. Det er jo bare herligt, men måske er der også grænser for, hvad vi kan nå at spise os igennem i løbet af en vinter.

Det hold jeg har reddet mig i nakken er blevet bedre, men det er nu ikke forsvundet, og jeg har derfor ikke fået strikket særlig meget. Det bider på en grim måde, så jeg har prøvet at holde mig i skindet. I stedet for har jeg bladret og planlagt og ønsket og kigget og savlet lidt over alle disse bøger, som jeg har hjemme fra biblioteket. Alle de idéer og al den inspiration det giver.... Bogen "Strik med stil" er jeg nok nødt til at eje på et tidspunkt. Der er mange dejlige ting i, og Camilla har også udpeget en sommerhue, som hun nok er nødt til at eje. Sjovt at det også for hende er blevet interessant at bladre i håndarbejdsbøger.

I går gik det dog lidt over gevind, for der blev juleklipsbøgerne halet frem, og Camilla fik lavet årets forste julepynt - et flot juletræ. Når Camilla ville klippe ville Alexander også, så jeg måtte så samtidig med rødbedesyltningen, hjælpe han med en lille mus og et stykke ost...i karton, dog knap så julet, men forventningerne til den kommende højtid er ved at blive kørt i stilling!!

fredag, november 03, 2006

Endelig fredag

Så nåede vi den endelig - den længe ventede fredag. Ugen har været spækket....: Mandag skulle Alexander til gymnastik, men da vi nåede hallen, godt regnvåde, havde de flyttet haltiden en halv time, og jeg slæbte drengen med hjem igen. Kunne ikke lige overskue at skulle ud i regnen igen efter ½ time herhjemme. Derefter var Camilla til gymnastik og jeg var til forældremøde i SFO'en hele aftenen. Tirsdag var Camilla til Halloweenfest i SFO'en om aftenen. Onsdag var Camilla på tur med SFO'en uden at jeg vidste det (gad vide hvor den seddel er blevet af....), så der var panik på da hun kom hjem, for hun skulle jo her tilbage og hente gymnastiktøjet inden hun skulle i hallen...til gymnastik. Med det resultat, at hun kom for sent. Så var dagen godt nok ødelagt på det groveste. Heldigvis kom der en frelsende far hjem midt i det hele, og kunne køre hende derop. Da Camilla kom tilbage fra gymnastik skulle jeg afsted (gad vide om det på et tidspunkt opkræver husleje, for vores indflytning i hallen ;-)! Torsdag skulle vi til klubaften i den lokale sportsforretning, hvor Camilla skulle prøve dragt. De er blevet sponsoreret, så hun kan få en Hummel-dragt til 100 kr. - og så kommer der endda navn på! Vildt - synes den glade modtager, som er lidt spændt på hvad hun skal reklamere for! Fredag - ja, det er jo nu er Michael til spisning hos en kollega, og jeg er stort set kørt flad - og så har jeg hold i nakken :-(

Vejret har været koldt og vådt, og i morges kunne Camilla ikke låse sin cykel op - den var froset. Hun måtte gå i skole, og jeg måtte følge hende lidt på vej - selv måtte jeg køre i 5. gear hele vejen, fordi overisningen fra det kraftige snefald i går eftermiddags, havde sat sig på mine gear. Heldigvis har vi opvarmet cykelkælder på skolen, så den nåede at tø op i løbet af dagen - ren fest at kunne skifte gear på vej hjem.

Strik er der ikke blevet lævnet meget tid til, men jeg kan da vise gæst nummer to frem - ankom til afskedfesten sådan ca. midt på ugen, meeen det der med at få taget et billede kan være en fæl én.....når hverdagen raser!

Ragsokker (á la Markno) str. 35 strikket i dobbelt Opal - en tråd marineblå og en tråd af ukendt oprindelse. Forbrug: Ca. 50 gram af hvert nøgle. Sokkerne er strikket på pind 3½ for at gore dem lidt tættere, og mere velegnede til gummistøvlesokker.

For første gang i min sokkestrikker-historie har jeg strikket dem forskellige. Camilla ville gerne have to forskellige sokker, og det har hun så fået - selv er jeg ikke vild med at striberne ikke sidder ens - synes nu mere det ser sjusket ud, somom jeg ikke kan finde ud af at lave dem ens. Det bliver helt sikkert til flere sokker, for jeg mangler også selv nogle der er lidt tykkere og Alexander kan sikkert ikke passe sine.

Jeg tror jeg vil finde køkkenet og få lavet noget aftensmad - menuen står jo, som sædvanglig når vi er alene hjemme, på pasta. I aften vil jeg se om jeg kan nå at lade op (med strik og rødvin) til besøget i morgen - der skal jo nok også snakkes lidt strik og garn - jeg glæder mig allerede. Der skal dog lige en støvsuger rundt i huset før vi kan lukke døren op for gæster, men det når jeg vel også i morgen formiddag - mens Alexander er til ekstra-træning.....i hallen!

God weekend til alle!