søndag, juli 13, 2008

Uretfærdighed....

Er der en mening med alt? Jeg kan godt blive i tvivl efter at have læst portrættet om Jacob Ejersbo i Information. Hvorfor skulle han ikke have lov til at blive ældre? Med den fortællerlyst og indlevelsesevne som han var i besiddelse af. Hvorfor.......?

Det rør mig kan jeg mærke. Jeg ved ikke hvorfor, for jeg kendte ham ikke. Men uretfærdigheden i hans død går tæt på. Det var alt for tidligt. Bliver mindet om, i uhyggelig grad, at der er sat tid på det ophold vi har her .......

Puhhh.....måske man skal skynde sig hvis der er ting man gerne vil nå mens man stadig er her, eller i hvert fald overveje om det er de rigtige ting man fokuserer på. Måske er småtingene, som ikke kører helt perfekt i hverdagen, måske ikke værd at bruge tid og kræfter på. I den store sammenhæng betyder det nok ikke så meget.

Hvis du ikke allerede har læst Nordkraft - så gør det. Den går helt ind under huden - fordi den er skrevet og fortalt suverænt godt, og med en indlevelse, som der er langt imellem hos forfattere. Hvis du allerede har læst den, kan den sikkert godt tåle en gen-læsning!

Etiketter: ,

onsdag, juli 09, 2008

Museskade....

af værste kaliber....eller hvordan man måske ikke skal gå på jagt efter de små kræ, hvis de skulle komme indenfor. En smule omtanke er vel tilladt!

Har en kollega der er fuldstændig panisk når hun ser en mus. Vi har desværre tit besøg af dem inde på kontoret, og har ved flere lejligheder hørt hende, før vi musen. Vi går stille med "dørene" - og fælderne, hvis vi opdager, før hende, at de er der. Der er jo ingen grund til at skabe unødig panik.......

Etiketter:

6 af 12 projekter 2008

"Skjerfet" er hermed udråbt til det 6. projekt i 2008. Jeg er jo (overraskende nok) lidt bagud. Fik hæklet blomster, fundet perler og vupti er det lille projekt færdigt. I løbet af meget kort tid - hallehøj hvor det går.....



Gad vide om man skulle ride på bølgen mens den er der, og få lavet lidt andet - noget strik f.eks. Der skulle være nok at gå i gang med i og omkring strikkekurven, i og omkring sofaen.....og lidt under sofaen sammen med "hybelkaninerne", hvis man altså lige orker at bukke sig ned og kigge efter.......

Etiketter: ,

Indendørshygge...

Vandet vælter ned fra himlen og et tordenvejr ligger lige i nærheden og gør opmærksom på sig selv. Jeg har ikke noget imod lyn og torden - synes faktisk det er ret hyggeligt at sidde her i det dunkle og meget skiftende lys, med en god kop kaffe og kigge ud på regnen.

Hos BenteB fandt jeg, for et par dage siden en opskrift på et hæklet tørklæde (Noe Noa). I går aftes greb jeg så hæklenål og et nøgle Mandarin Petit og så gik det jo bare derudaf. Nu er enderne næsten hæftet, og så skal der bare laves nogle fine blomster til at pynte med - og findes nogle perler i den rette størrelse. Hyggeligt lille projekt og Camilla har kigget på det.....med bedende øjne, så jeg kan også regne ud, at det ikke bliver mit tørklæde - men ok, det passer også til Camillas brune kasket!



Camilla har haft en veninde på besøg i går og i nat, og nu er de kørt - sammen. I nat skal de sove hos veninden - de hygger sig gevaldigt. Alexander jubler og er midlertidigt flyttet ind på Camillas værelse - han nyder det lige så meget, og har planlagt at han skal sove derinde i nat.

Jeg vil smutte tilbage til de løse ender, og få styr på det.
Hyg jer derude!

Etiketter: ,

tirsdag, juli 08, 2008

Vesterlyng

Lørdag havde vi en aftale med en af mine kusiner og hendes familie. Vi skulle besøge dem i nærheden af Svinninge. Når nu vi alligevel skulle ud og lufte køretøjet, fik jeg den geniale idé, syntes jeg i hvert fald selv, at vi kunne køre en tur ud på strandengen Vesterlyng. Jeg har ikke været derude de sidste 15 år tror jeg - og manden har aldrig været der.

Der blev pakket lidt mad og drikkelse og så drog vi ellers ud i sommerlandet. Vejret var super, turen var super og ungerne hyggede sig også, selvom de uduelige forældre forventede, at de flyttede futterne og tilbagelagde sådan en god lang distance for at nyde naturen og bl.a. kiggede på Langdyssen.


Hvad der dog undrer mig meget er, at der ovre i Mareskoven, er så tilgroet, at det der er afmærket som bronzealderhøje kun er et kæmpe morads af nåletræer mm. Rigtig synd, for det eneste man kan se af disse seværdigheder er pælen der indikerer at her ligger en seværdighed. Noget skuffende at de ikke har ryddet højene. Dog var det en oplevelse at se den gamle stævningsskov af hassel og elm. Noget anderledes end det skov man ellers ser i dag.

Etiketter: ,

mandag, juli 07, 2008

Vilde Vulkaner

Hvert år holder landets SFO-børn til i Vordingborg i tre dage. Der er børnefestival for ca. 6000 børn med alt hvad dertil hører af musik, larm, leg, tivoli, teltlejr og glæde.

I år var vejrguderne heldigvis med dem, så alt foregik i det skønneste vejr, i modsætning til sidste år, hvor alt druknede i regn, og børn og pædagoger måtte reddes indendørs i de omkringliggende idrætshaller.

Indtil i år har jeg kun kigget med gennem festival-hegnet. Det som holder poderne inde, og andre mindre velkomne gæster ude. Jeg arbejder lige ved siden af, hvilket er mere end tæt nok på til at kunne følge med (og høre med) fra sidelinien.

Men i år skulle det være anderledes. Jeg fik 4 fribilletter eller dagspas forærende, så familien kunne blive luftet indenfor hegnet og onsdag aften var vi så til festival. Der blev hørt musik, spist candyfloss, hoppet i borge, kørt i bløde rutschebaner, skudt med bue og pil, travet pladsen tynd og bare nydt og kigget.......

Herligt, skønt og hyggeligt. Jeg er glad for, at vi kiggede forbi.....

Etiketter: ,

Ny verdensborger...

Her til morgen blev jeg, langt om længe, ringet op af bror-mand Peter.

Jeg var blevet Faster i går aftes til en lille dreng. Lille og lille - han måler 55 cm. og vejer ca. 3900 gram, så lille, det er hen vel egentlig ikke. Han har også ligget derinde lige vel længe. Nu syntes vi vist alle det var på tide han kom ud.

Børnene glæder sig allerede rigtig meget til at hilse på Fætter "Adam", og jeg vænner mig jo nok til den nye titel som "Faster".

Stort til lykke herfra.

Etiketter: