fredag, juni 30, 2006

Travlhed

er her. To arbejdsuger á 46 timer er til ende! Trætheden kan mærkes helt ind i knoglerne og nu trænger jeg i den grad til ferie. Det er velfortjent - og jeg er hjemme indtil den 7. august. Jeg er klar.....til at holde ferie!

Vi er gået helt "agurk" herhjemme. Da ungerne tog på ferie i sidste weekend talte vi om, at der trængte til at blive ryddet op på deres værelser - sådan rigtigt gennemgribende. Det skal jeg så også lige love for er blevet gjort. Vi har tømt begge værelser - Alexander har fået Camillas loftseng, som vi har savet noget af, så det nu bliver til en huleseng. Camilla har fået Alexanders seng - hun var så træt af den anden. De har begge fået nyt gulvtæppe - firmaet havde heldigvis et afbud i tirsdags, så det kunne blive lagt på i denne uge. Camilla har fået nye reoler, og Alexander har fået hendes. Vi havde lige en marton-mandag (arbejde, tæppefirma, Jysk, Ikea - og så hjem og tage gamle gulvtæpper af og flytte de sidste møbler). Finpudsningen er nu igang. Der mangler en sengelampe hos Camilla, der mangler to hold gardiner, som er under fremstilling og så er der lige lidt med nogle ledninger der skal på plads. Så er der alt det legetøj som de ikke bruger mere - alt det tøj der er for småt - alle de ting lopperne skal hente på lørdag - vi skal lige have styr på det også...

Strik er en by i Rusland....jeg har intet lavet på den front. MEN jeg er blevet begavet, se lige - er de ikke bare skønne? Tusind' tak Mette! Jeg glæder mig til at bruge dem - de er noget mere tjekkede end mine garnrester :-)

lørdag, juni 24, 2006

Jeg trænger...

til at begynde på nogle nye projekter. Garnet til både "Jan" og "Otto Owl" er ankommet, så det er bare at gå igang. Jeg glæder mig....

Camilla fik selv lov til at vælge farver til Jan, og her er så resultatet. Camilla som ellers altid har været lyserød har valgt nogle, for mig at se, rigtig flotte grønne nuancer som passer fint sammen. Gad vide hvor min lyserøde prinsesse-datter er på vej hen?

Translokationen er veloverstået - det er altid rørende dejligt at se alle de studenter og hf'ere blive færdige. Det er et vigtigt kapitel i deres liv der får ende. Vi har præget dem, fyldt lærdom på dem, kæmpet med dem og for dem. De begynder nu på et nyt kapitel - vi begynder med en ny årgang. Det er mærkbart hvilken udvikling der sker på de 2-3 år vi får lov til at låne dem! Jeg bliver grebet af dem - de er en del af min hverdag - en del af mit liv. De holder mig i gang...gad vide om de også holder mig ung :-)

Børnene er taget på ferie hos mine forældre i dag. De har glædet sig meget, så det kan kun blive godt. Her er underligt stille.....gad vide hvor længe jeg synes det er dejligt. Jeg tror ikke der går lang tid før jeg savner dem. I morgen skal vi i biografen - det er nok ca. 6 år siden vi var der sidst. Vi vil se "Da Vinci Mysteriet". Vi har begge læst bogen - en god historie, så jeg håber ikke anmelderne har ret i, at den ikke er specielt god. Vi gi'r den en chance!

onsdag, juni 21, 2006

Sej gut...

og det er næsten ikke til at vente til det bliver lidt køligere vejr. Alexander var ikke helt tilfreds med, at det var for varmt til at have den på i børnehave - men det må lige vente lidt.....

Det er så hvad der er lavet på strikkefronten de sidste par dage. Jeg arbejder en del i øjeblikket - 9½ time var arbejdsdagen i dag. Vores sidste studenter blev færdige i dag, og translokationen nærmer sig (lørdag). I næste uge kan vi alle "trække vejret" igen - og øjne sommerferien forude!

mandag, juni 19, 2006

Ship O' høj

...og en hel sweater - næsten. Nu mangler den kun at få monteret et par ærmer, så er den færdig. Det har godt nok også taget sin tid. Jeg måtte jo forlænge ærmerne midt i det hele - drengen vokser jo! Det er så ikke lige årstiden nu til at bruge en varm sweater, men det bliver det jo igen (om laaang tid). Min samvittighed har det rigtig godt med at få færdiggjort det der ligger i kurven. Denne har ligget længe - bare fordi jeg ikke fandt det særlig spændende at hæfte ca. 100 garnender! Montering bliver aldrig min ynglings-disciplin. Opskriften er fra Zoë Mellors bog: Strik i børnestørrelse. Den er strikket i Cotmondo og jeg har forlænget både her og der for opskrifterne går ikke op i en str. 5/6 år. Måske jeg kan få syet ærmerne på i aften - og erklære den færdig!

lørdag, juni 17, 2006

Dyr af forskellig art

Alexander havde ikke lyst til at sove længe i dag, så da han stod op "labbede" jeg efter, lavede mig en god kande the, og fandt sofahjørnet, hvor jeg fik monteret toppen til kaninen. Den er blevet ok - dog burde halehullet (ja, dyret har selvfølgelig også en hale der skal laves hul til) have været lidt højere oppe. Det må Celina-kanin leve med! Det bliver ikke anderledes!

Garnet til Jan har jeg nu fået bestilt. Den skal strikkes i Muskat fra Garnstudio. Det ser ud til at det passer nogenlunde med strikkefastheden. Camilla har valgt at den skal strikkes i to grønblå nuancer. Nu er jeg lidt spændt på om farverne passer sammen. En ting er at se det på skærmen - en anden er, at se det i virkeligheden. Samtidig bestilte jeg et par nøgler til "Otto Owl" - desværre er jeg ikke den eneste der er vild med ham, så gad vide hvilket væresle han havner på?

Når nu vi er i dyreriget så kunne jeg, da jeg gik og lavede aftensmad, skimte en fugl ude på risten ved havedøren. Det var en solsorteunge der var ved at indtage aftensmaden. Den arme mor styrtede rundt i hele haven for at skaffe føde til afkommet, mens den bare sad og gjorde sig "lækker" og tiggede om mere. Mens den ventede lavede den flyveøvelser ved at hoppe op på sandkassen og så "kaste" sig ud derfra for at se om vingerne kunne bære. Heldet var nu ikke lige med den, og den fløj i lav højde direkte ind i havedøren - håber for den, at det hurtigt vil gå fremad! Gad vide om det er mor og barn fra Aarstidskassen...?

tirsdag, juni 13, 2006

Garnjagt og dyr på skrump

Jeg har købt denne opskrift hos Knit and Tonic. Jeg vidste ikke om lageret gemte på noget brugbart garn, men det ved jeg nu at det ikke gør. Jeg er desværre nødt til at købe noget der passer. Havde ellers besluttet mig for, at få tømt lidt ud i lageret, men det må så bare blive næste gang....problemet er også lidt, at de rester jeg har tilbage er for små til ting der er større end dukketøj. Må se hvad jeg finder på! Jeg synes ikke det er så nemt at finde noget garn i en bomuldsblanding der passer til en strikkefasthed på 20m., eller også har jeg bare ikke surfet nok.

Jeg har strikket lidt på en sommertop til Camillas Build a Bear. Den har jo kun en kjole og så den nederdel jeg flækkede sammen på symaskinen - af en af mine gamle aflagte bluser. Så nu manglede den jo lige en top, og den har jeg så efterhånden strikket på et par dage og den er strikket mere end to gange vil jeg sige. Første gang lignede dyret noget der skulle på en kraftig slankekur. Det mente Camilla ikke kunne lade sig gøre, for den spiste ingenting i forvejen....så måtte jeg jo pille op og begynde forfra. Nu mangler kun rygstykket fra livet og op, så selvom det er en forholdsvis lille ting, kan det sandelig godt tage sin tid for mig når jeg ikke har nogen opskrift. En ting er at lave om på en eksisterende opskrift - noget andet er, at starte på bar bund. Blonden forneden er "Baby tears" fra "Knitting on the edge". Hullerne henover maven skal bruges til et lille bånd - det er jo en pyntesyg lille kanin der skal have den på...

På biblioteket har jeg lånt "Essential Crochet" - 30 irresistible projects for you and your home. Jeg har lidt fået kig på denne pude, som jeg godt kunne tænke mig at lave i blå nuancer - det ville nok også passe bedre til resten af stuen (ikke at det passer sammen alt det andet vi har, men man skal vel starte et sted!). Jeg var i gemmerne og har fundet 3 farver blå "Bartlett yarns" - men det bliver nok sådan et langt-ude-i-fremtiden-projekt.

Arbejdet tager for meget af min tid i øjeblikket. Heldigvis er det til at få øje på sommerferien ude i det fjerne, så dampen kan forhåbentlig holdes oppe et par uger endnu. Utroligt at der allerede er gået et skoleår - igen! Mandag går den store bogaflevering ind, og vi skal tage imod ca. 15.000 bøger på 3 dage. Der er lidt at løfte på - håber ikke jeg får mine abe-arme ind i cykelhjulene når jeg kører hjem....

mandag, juni 12, 2006

Bonderoser og bandager

En herlig weekend er desværre overstået nu. Fredag var vi til sommerfest (eventyrfest) i børnehaven. Der skulle gættes eventyr og i den forbindelse laves forskellige konkurrencer og lege. Der var ca. 200 deltagende personer - børn og voksne, unge og ældre - og alle hyggede sig. Lørdag var vi til grill-fest hos naboen - 65 års fødselsdag (30+35). Det var en dejlig dag/aften og vejret var jo heldigvis med dem, for det havde vist ikke lige været det samme, hvis vi ikke havde siddet ude og spise. Hyggen var til at tage og føle på med havefakler og bål, så klokken blev alt for mange inden vi kom ind på vores side af hækken. Det blev vi enige om at gentage på et tidspunkt. Foreløbig lavede vi en løs aftale om, at vi skal bage snobrød hos os, når der er en weekend-dag til rådighed.

Søndag skulle vi køre brænde ind, men da vi nåede frokost kunne vi bare ikke mere pga. varmen, så der gik hængekøje mm. i det hele, og brændet....jah.....det ligger stadig nede på fortorvet. Ok...måske var vi heller ikke helt friske, så det med en lille lur i skyggen bekom os vel. Camilla var taget ud til en veninde og Alexander ville også gerne ligge og hyggelæse under birketræet.

Bonderoserne er bare så smukke lige nu, og endelig huskede jeg at få taget et billede nu hvor solen er væk i haven. Vi har grillet og spist salat og asparges fra haven, lavet bål og læst Harry Potter. Nu er mine trætte børn gået til ro og freden har sænket sig. Døre og vinduer står åbne og jeg nyder det........udelivet! Den eneste ulempe er, at det er så pokkers svært at få nok af det hele og komme i seng om aftenen!

Selvom det hele er så skønt, sidder jeg dog og har lidt ondt af Camilla. Fredag slog hun en hammer op i den ene kind, da hun skulle slå søm i en træstub nede i børnehaven, så nu har hun en blå kind - sidst var det et blåt øje. Søndag faldt hun ned fra en stortrampolin hos veninde Frederikke og slog og skrabede begge hænder og begge fødder, men værst gik det ud over knæene. Det ene må forbindes, pga. et stort væskende sår. I dag har hun så været hos hudlæge og fået opereret en stor vorte væk fra den ene finger, så nu er den også i bandage. Det var en større omgang at skulle igennem inden sengetid, men hun tager det nu forbavsende roligt.

torsdag, juni 08, 2006

Værsgo' at skylle...

Jeg spørger migselv hver gang jeg har fornøjelsen af, at møde min tandlæge, om jeg har valgt det forkerte erhverv. Det tager sådan ca. 10 minutter og så får jeg lov til at betale den nette sum af 278 kr. men så har jeg også fået et eftersyn og en tandrensning....! Med lidt hovedregning bliver det ca. 1600 kr. i timen - det er så det patienterne betaler. Dertil kommer sygesikringens andel....ca. 1000 kr. oveni - altså er vi oppe på 2600 kr. pr. time. Jeg ved godt at de nok ikke kan nå 6 patienter i timen, og at der skal betales løn til en klinikassistent og leje af lokaler og den slags. Jeg ved også godt, at jeg er en af de heldige der ikke skal have lavet noget og, at jeg nok bare skal være glad for at få lov til at betale de 278 kr., men alligevel......

Det havde så intet med strik at gøre. Det er der heller ikke ret meget andet der har, for jeg får ikke lavet de ting jeg skal. Succesen er svær at få øje på! Der ligger stadig en sweater til Alexander og "griner" af mig nede i kurven hver gang jeg kigger ud over kanten af sofaen. Det trækker ikke - jeg hader at montere - bliver aldrig min ynglingsdisciplin. Jeg føler lige nu, at jeg sidder fast i det hele. Den model jeg gik i gang med i Vivians Mohair Lux er også gået i stå, fordi jeg kan se at jeg ikke har garn nok, og jeg ved ikke om der kan skaffes mere. Der er dog lige et lille håb endnu - jeg ved at der arbejdes på sagen.

onsdag, juni 07, 2006

Der var nogle som lokkede...

...uden at vide det. Godt at kunne give andre skylden for ens handlinger! Jeg er "kommet til" at købe disse to bøger. Britt har købt en af dem, et andet sted lå der et link hvor jeg kunne se billederne i bogen (svært farligt, for svage sjæle), og så var der lige en strikket Otto Owl (han er SKØN), som jeg ikke lige kunne stå for, så tvunget af omstændighederne MÅTTE jeg jo også købe den anden bog. Nu går jeg så og overvejer hvilket garn jeg skal strikke i, for det originale ser mig noget dyrt ud. Men der kan jeg vel også komme til at falde i, hvis jeg er meget "uheldig". Jeg tror ikke at lageret gemmer på noget brugbart, men det kunne jo undersøges....

Det var så ikke lige det eneste der røg i "kurven" den dag jeg bestilte, for jeg har længe ønsket mig "Knitting on the edge". Jeg har flere gange haft den hjemme fra biblioteket, så nu kan jeg skåne de arme biblioteksansatte for at skulle slæbe den frem og tilbage til Vordingborg (Vordingborg Bib. har desværre ikke engelske strikkebøger). Min familie (læs: dem jeg er på gave med) er ikke lige af den slags der kaster sig ud i noget så vovet, som at bestille noget i udlandet, så hvis jeg virkelig ikke kan klare mig med det danske, må jeg da selv købe det......det gør jeg så!

mandag, juni 05, 2006

Sådan...

kom Camillas futter til at se ud i filtet stand. De minder også mig om de træsko og hjemmesko jeg selv havde som barn pga. ankelremmen. Heldigvis er der sket forbedringer på det område....
Knappelageret gemte ikke på smarte lilla eller sorte knapper, så Camillas valg faldt på guldknapperne. De er tilstrækkeligt langt fra matchende, så måske er det ligefør de er "in"....

Alexanders bamsetrøje blev færdig i går aftes, og jeg listede ind og gav bamse den på inden jeg gik i seng. Det var derfor en meget glad dreng der kom farende med 100 km. i timen ind i soveværelset her til morgen, og gav mig et rigtig "bamsekram".
Det er nok derfor jeg gang på gang kaster mig udi mærkelige projekter - fordi de værdsætter det, og elsker når jeg gider....

Til sidst lige et billede af Alexander med to vigtige ting....

søndag, juni 04, 2006

Pinse-udflugt...

I dag har vi været ved Møns Klint. Det er mange år siden jeg var derude sidst, og Alexander har aldrig været der. Da han kan bruge timer på at gå og lede efter vættelys i indkørslen tænkte vi, at det måske var en rigtig god idé at køre derud en tur. Det er også alt for længe siden, at vi har været på udflugt. Vi smurte frokost og tog med og så brugte vi det meste af dagen derude. Vi har alle en svaghed for smukke sten og forsteninger, så vi gik alle der med næsten i "strandkanten", og fandt da også forskellige forsteninger. Det var dog ikke den store høst, men det var hyggeligt og vejret var bare skønt. Den trappe, som vi troede vi skulle op ad da vi skulle tilbage til bilen, var styrtet sammen, så i stedet for at gå helt op til trappen i Jydelejet "kravlede" vi op ad skrænter og ind i skoven. Det var lidt hårdt, og vi var lidt overraskede over, at børnene bare klarede det uden brok - de havde jo allerede gået langt. Men det var måske så spændende, at være uden for vej og sti, at de helt glemte det...

Fredag var vi til kulturnat i Vordingborg. Camilla skulle synge kor i kirken sammen med ca. 70 andre piger. Hvor lød det bare godt! Der er nogle af de store piger, der bare har nogle stemmer der kan sende én helt op i "himlen" - imponerende. Det var ren nydelse de 40 min. det varede. Bagefter ville vi have været op i Gåsetårnet, fordi der var rundvisning, hvor de ville vise ting frem, man ikke ser normalt, men der var så mange mennesker, at vi opgav og kørte ud på brandstationen i stedet for. Der fik vi så den helt store rundvisning helt alene, og Alexander slugte det hele med "øjne så store som thekopper" - ok, jeg indrømmer det også... jeg syntes også det var spændende!!

Strik har der ikke været levnet meget tid til de sidste par dage, men Alexanders bamse fryser, så jeg er begyndt på en lille sweater til Hr. Bamse efter Alexanders design: Sort og hvidstribet med røde kanter....